10. Robyn ‘Sexistential’
‘Sexistential’ er det album, Robyns fans har ventet på siden 2010.
Et album, der helt overlagt skeler til hendes ‘Body Talk’-trilogi med ekstatiske, hårdslående popsange som ‘Talk to Me’ og ‘Dopamine’, men som også viser en ny, mere, ahem, bramfri side af den svenske popdronning.
Det gælder ikke mindst titelnummeret, et snakkesyngende stykke elektropop ikke ulig ‘Don’t Tell Me What to Do’, der handler om at gå i fertilitetsbehandling, men også om at være en selverklæret horny mom.
9. Mitski ‘Nothing’s About to Happen to Me’
Mitski har givet op. Ikke på musikken, gudskelov, men på menneskeheden.
På ‘Nothing’s About to Happen to Me’ – hendes første album siden det uventede TikTok-hit ‘My Love Mine All Mine’ – har hun isoleret sig selv i et tilsyneladende hjemsøgt hus, alene med sine katte, og kontakten til omverdenen brydes for alvor, da hun også mister sin telefon.
Rent musikalsk nikker ‘Nothing’s About to Happen to Me’ ganske vist til tidligere album som ‘Bury Me at Makeout Creek og hovedværket ‘Pubery 2’, men i sin ængstelighed føles det umiskendeligt 2026.
8. Raye ‘This Music May Contain Hope’
Raye begynder sit andet album med at sætte scenen. Klokken er 02.27, hun er iklædt en rød kjole og falske øjenvipper, hun har drukket syv negronier, og hun slingrer gennem Paris’ regnvåde gader uden paraply.
Det lyder som begyndelsen på en Hollywood-film, og det er det på mange måder også. Det, der følger, er en vanvittig rejse gennem hjertesorgens kaninhul og ind i kærlighedens eventyrland. Raye iscenesætter sig selv som en diva af Barbra Streisand-format på tværs af 17 af de mest opulente popsange, der nogensinde er udgivet.
Ligesom syv negronier er det alt for meget – og lige det, man altså bare nogle gange har brug for.
7. Grace Ives ‘Girlfriend’
»Jeg tror, mit gamle jeg ville have cringet lidt«, har Grace Ives fortalt om ’Girlfriend’, albummet, hvor det tidligere undergrundsnavn smider lo-fi-laserne til fordel for episk storskærmspopmusik med gigantiske, nærmest hymniske omkvæd og håret farvet umiskendeligt lyserødt.
Det kan føles tåkrummende at udtrykke sig selv med størst tænkelige armbevægelser og uden den mindste grad af ironisk distance som værn, men thank god, at Grace Ives gjorde det alligevel.
Sangene på ’Girlfriend’ er nemlig præget af en vital nødvendighed, de er fortællinger om store følelser, der vil ud over rampen, og som kommer det gennem produktioner, der rammer som lynnedslag.
6. Charli XCX ‘Wuthering Heights’
Sig hvad du vil om Emerald Fennells filmatisering af (“næsten”) samme navn, men Charli XCX’s soundtrack-album formåede faktisk at indkapsle den forheksede, gotiske vibe, der gennemsyrer romanforlægget.
Førstesinglen ‘House’ skulle vise sig at være lidt af et røgslør, for intet andet sted på ‘Wuthering Heights’ går Charli XCX til samme ekstremer som på sit støjrockede, ja, ligefrem uhyggelige samarbejde med John Cale.
Det betyder dog ikke, at hun ikke prøver nye ting af. Hør bare de perkussive strygere på ‘Seeing Things’ eller de tunge, industrielle trommer på ‘Eyes of the World’, en kærkommen genforening med Sky Ferreira.
Det er muligt, at albummet bare var en trædesten til ‘Music, Fashion, Film’, den egentlige opfølger til ‘Brat’. Men vi ville ikke være det foruden.
5. Aldous Harding ‘Train on the Island’
Aldous Hardings musik føles som et blidt, varmt kram, indtil man åbner øjnene og erfarer, at man ikke bliver omfavnet af en kærlig moderfigur, men derimod er indsvøbt i to afskårne arme og langsomt bliver gennemsølet af blod.
Denne forening af det indladende intime og det dybt foruroligende er hendes kendetegn, og det det gælder ikke mindst på ’Train on the Island’, Hardings femte og hidtil bedste album.
Musikken er ultradetaljeret og ekstremt præcis indiefolk, men sangene er uudgrundelige mysterier, ligninger med for mange ubekendte til nogensinde at gå op. Og så er der stemmen, der lokker med den skønneste sirenesang, inden den pludselig bider fra sig.
4. Underscores ‘U’
Underscores begyndte som et dubstep-projekt på SoundCloud, og ’U’ lyder også som produktet af en nørd, der har ransaget de dybeste afkroge af internettet for at finde byggesten til sit eget musikalske univers.
Fra Myspace-æraens bloghouse- og elektroclash-bølge over Britney-imperiets elektropop, 2010’ernes EDM, hyperpop-eksplosionen og de sidste par års indiesleaze-nostalgi til noget, der lyder umiskendeligt som fremtiden. Som det specialtegn, hun har hentet sit kunstnernavn fra, forbinder hun det hele til én koncis, sammenhængende lyd, der er hendes helt egen.
Den tekniske overlegenhed er unægtelig, og det samme er humoren. »I’m married to the music«, synger hun, og man er ikke i tvivl.
3. Kacey Musgraves ‘Middle of Nowhere’
I en tid, hvor countrymusik kan høres på både P3 og i Parken, og hvor cowboystøvlen for femte år i træk holder Nørrebros unge i et jerngreb, må man give Kacey Musgraves ret: »Everybody wants to be a cowgirl!«.
Derfor er det også forfriskende at høre fra en ægte én af slagsen på dette strålende countryalbum, der dufter af hestestald og benzin og lyder varmt og støvet som Texas selv.
Kacey Musgraves har ingen fine fornemmelser, og hun er hverken bange for at tage lytteren med gennem kærlighedens vilde vesten – hvor mændene er sultne prærieulve, og de uendelige sletter er hjemsøgt af tabt kærlighed – eller for at overshare om sin egen liderlighed gennem hysterisk sjove innuendoer, der lyder som sjofle vittigheder fra den lokale saloon.
Og hvorfor skulle hun også være det, når hun har så smuk en stemme, så stærkt et greb om samskrivningen og så velklingende musikere bag sig?
2. Olivia Rodrigo ‘You Look Pretty Sad for a Girl So in Love’
Fem år efter debutsinglen ’Drivers License’ bliver Olivia Rodrigo bare bedre og bedre, og med ’You Seem Pretty Sad for a Girl So in Love’ har hun begået sit hidtil mest ambitiøse album.
En konceptuel fortælling om kærligheden i al sin kompleksitet, der med udgangspunkt i 80’ernes alternative rock tager os hele vejen fra den spæde forelskelse til det øjeblik, hvor det hele falder fra hinanden. Alt sammen fortalt i kronologisk rækkefølge og opdelt i to distinkte halvdele.
Alligevel bliver det aldrig på bekostning af musikken, for med undtagelse af et par søvnige ballader står de fantastiske sange bare i kø: Fra euforiske janglepop-skæringer som ’Maggots for Brains’ og ’U + Me = Love’ til duetten ’What’s Wrong With Me’, hvor Rodrigo og forbilledet Robert Smith finder fælles fodslag i melankolien.
For ikke at tale om singleforløberen ’The Cure’, albummets højdepunkt og emotionelle kerne. Mere om den, når det om lidt gælder de bedste sange.
1. Slayyyter ‘Worst Girl in America’
Har du nogensinde haft lyst til at slippe alle hæmninger? Så lad Slayyyter vise dig hvordan.
Hendes nye album, ’Worst Girl in America’, hører til blandt nyere tid mest møgbeskidte, perverse, på alle måder trashy og helt uimodståelige popudgivelser. Det er hedonistisk dekadence af den slags, som i Det Gamle Testamente får hele civilisationer til at styrte i ruin, et soundtrack til fester kendetegnet ved dårlige beslutninger og sure naboer.
Det er popmusik af den mest fysiske slags, sange, der får hjertet til at slå hurtigere og sveden til at pible frem, sange, hvis fandenivoldske begær efter stimulans af snart sagt hvilken som helst slags kan mærkes i hvert et pumpende beat, hvert et euforisk refræn.
Gennem otte år, fire album og 39 singler har Slayyyter kæmpet for at etablere sig som popstjerne. ’Worst Girl in America’ er ikke alene øjeblikket, hvor det lykkes, men et album, der føles som et bemærkelsesværdigt popkulturelt øjeblik helt i sig selv.