Yung Lean og Bladee lignede Roskilde Festivals mest afbalancerede rappere – så blev øksen hevet frem

KONCERT. Det jeg var mest spændt på i optakten til Yung Lean og Bladees Roskilde Festival-koncert var, om de kunne finde fælles fodslag i 2026.

For godt nok havde de to svenske kultrappere i begyndelsen af 2010’erne deres oprindelse i den samme atmosfæriske cloudrap, men siden da er de gået i væsentligt forskellige musikalske retninger.

Mens Bladee har søgt imod excentriske, sommetider næsten hyperpop-klingende eksperimenter, har Yung Lean på sine seneste plader omfavnet noget, der ofte har mere med indierock at gøre end med rap. Spørgsmålet var, hvor de ville mødes.

I første omgang lod svaret til at være i den isnende rage rap, som Bladee dyrker på 2024’s ’Cold Visions’, hvor Yung Lean ofte medvirker som feature. »I don’t like people«, råbte de over svirpende hi-hats og brutalt forvrænget bas.

Det troede man dog ikke helt på, som de stod der og hoppede muntert arm i arm iført matchende, hvide solskygger. Man fornemmede, at deres trygge skandinaviske velfærdopvækst har virket efter hensigten, for selv, når de lød mest aggressive, fremstod de glade og afbalancerede.

Det samme gjorde publikum. I modsætning til hos yngre kolleger på programmet som Ken Carson og EsDeeKid var der på denne aften i Arena ingen af de ellers allestedsnærværende moshpits, og aldersgennemsnittet var ligeledes væsentligt højere. Mange af de tilstedeværende var formentlig blevet voksne sammen med de to hovedpersoner.

Bedst som jeg troede, at jeg havde regnet koncerten ud, tog den en drejning. Bladee fik scenen for sig selv og greb muligheden for at forfølge sine mest excentriske impulser med gakkede, videospilsagtige visuals og sange som den porøst knitrende, næsten vægtløse ’Versailles Flow’.

»Every Friday’s Halloween«, lød det på ’Who Goes There’, og selvom klokken var over midnat, og det dermed teknisk set var lørdag, lod det stadig til at gøre sig gældende. Med sine lange fletninger og blege hud lignede Bladee en blanding af en alf og en vampyr, og han rappede flere af sine sange med et middelalderagtigt, økselignende våben over skulderen.

Herefter var det Leans tur til at overtage scenen, og med energisk entertainer-attitude trakterede han med en hitparade, der blandt andet bød på den opløftende, poprockede ’Bliss’, gennembrudssinglen ’Ginseng Strip 2002’ samt den ubeskriveligt smukke ballade ’Red Bottom Sky’, som øjeblikkeligt udmøntede sig i begejstret fællessang.

Det var alt sammen meget fornøjeligt, men jeg kunne ikke lade være med at undre mig over, hvorfor Lean og Bladee optrådte som en duo, når de brugte hinandens tilstedeværelse til så lidt.

Undtagelsen kom mod slutningen af koncerten på ’Hennessy and Sailor Moon’, hvor Bladees syrede, autotunede vokaliseringer fik lov til at svæve æterisk hen over Leans monotone, messende repetitioner. Det var det ene øjeblik, hvor de skabte en synergi, der føltes større end det, de kunne præstere hver for sig. Musikalsk set i hvert fald.

For på deres mange kram og søde smil var der ingen tvivl om, at de elskede hvert et øjeblik, de tilbragte sammen. Måske var det den faktiske, helt simple årsag til duo-konstellationen: Turnélivet er bare sjovere, når man har sin bro med. 

Find hele Soundvenues dækning af Roskilde Festival HER.