’Enzo’: Ny coming of age-film kommer aldrig videre end kriller i underbukserne
FILM. 16-årige Enzo (Eloy Pohu) har droppet gymnasiet og er nu i lære som murer på en byggeplads.
Men han bygger pilskævt og er for langsom om at blande cement. Når sjaklederen kører ham hjem for at få et par borgerlige ord med forældrene om den sjuskede lærling, går det op for ham – og seerne – at den unge drengs forældre kommer fra en helt anden verden end arbejdernes:
Enzo er yngste søn i en velhaverfamilie, der bor i en lækker villa med havudsigt og pool. Ikke desto mindre stiler Enzo efter en helt anden tilværelse end sin bror Victor (Nathan Japy), der er på vej mod en akademisk løbebane på et universitet i Paris.
Enzo ligner i sit anslag klassikeren ’Five Easy Pieces’, hvor det var Jack Nicholsons karakter, der gjorde oprør mod sin guldske i munden. Men klasseforskellene, som filmen undersøger, er blot fortællingens ene fokus: ’Enzo’ er er en coming of age-fortælling om en ung Adonis, der bliver draget af en cirka 10 år ældre kollega på byggepladsen.
Ukrainske Vlad (Maksym Slivinskyi) taler flydende fransk og er i EU for at tjene penge og gå på natklub om aftenen. Men han er i overhængende risiko for at blive indkaldt til fronten i krigen mod Rusland. Et venskab af en slags opstår – måske også kærlighed?
Instruktør Robin Campillo fik sit gennembrud som instruktør med aids-dramaet ’120 slag i minuttet’ fra 2017. I 2013 signerede han ’Eastern Boys’ om immigranter og mandlige sexarbejdere.
Med en tydelig aldersforskel mellem Enzo og Vlad og en cikade-summende setting ved den franske riviera er det uundgåeligt, at ’Enzo’ vil kalde på sammenligninger med den delikate, mandlige romance i ’Call Me By Your Name’.
Men Enzo er mere uforløst, mere ambivalent og kommer aldrig rigtigt ud af starthullerne. Det gælder både karakteren og filmen. Den unge franskmand er i en tidlig livskrise, hvor han mest ved, hvad han ikke ønsker sig. Det er ofte opslidende og frustrerende at være tilskuer til. I den homoerotiske ishockey-hitserie ’Heated Rivalry’ bliver der hurtigt gået både til pucken og pikken. I ’Enzo’ bliver der aldrig rigtigt krøllet lagener, det bliver ved nogle hurtige og flygtige berøringer og muligt kriller i underbukserne.
Begge karakterer har også kvindelige bekendtskaber og det er uvist, om nogen af dem nogensinde decideret springer ud. Måske er Enzos dragning af Vlad og murerfaget lige så meget et spørgsmål om, at ukraineren og byggepladsen repræsenterer noget fundamentalt anderledes end de velstillede, velmenende, men også uforstående forældre, godt spillet af Elodie Bouchez og Pierfransisco Favino.
’Enzo’ handler om følelsen af at være fejlplaceret i sit liv. Det er også en film til tiden, nu hvor Ukraine-krigen har varet længere end Første Verdenskrig, og man hen over sommeren har kunnet doomscrolle europæiske hedebølgerekorder, mens man spiser sin koldskål.
Enzo er i et åbent opgør med sine privilegier og den veltilpasse overklasse, der helst bare vil køle sig i poolen, mens verden står i flammer. Men den franske dreng får alligevel lov at blive i sin boble, mens krigens virkelighed vinder ind på Vlad. Enzos trods er en gratis omgang.
Måske er hele fortællingen også et geopolitisk portræt af et fodslæbende Europa? Filmens vidtåbne fortolkningsmuligheder simrer i underbevidstheden bagefter, men man skal være indstillet på underspil og ambivalens for ikke at styrte frustreret ud af biografen.
Kort sagt:
’Enzo’ undersøger klasse, identitet og privilegier med eftertænksom ambivalens, men undlader bevidst at forlade starthullerne og lader homo-romancen blive ved lidt mulig kriller i underbukserne.