‘Mother Mary’: Anne Hathaway og Charli XCX forsømmes i selvforelsket popstjerne-film

FILM. »Cover your ears. This song is cursed«, bliver vi advaret, inden de første billeder overhovedet får lov til at folde sig ud i David Lowerys stjernespækkede ’Mother Mary’.

Det skal vise sig at være filmens mest konkrete udsagn.

Anne Hathaway spiller den verdensberømte popstjerne Mother Mary, der efter en stadionkoncert flygter fra offentligheden og opsøger den tidligere modedesigner Sam (Michaela Coel). Sam er kvinden bag den ikoniske kjole, der var med til at skabe Marys offentlige persona. Hun har dog siden vendt modebranchen ryggen. Gensynet udvikler sig til et opgør om kunstnerisk ejerskab, identitet og den pris, det koster at gøre sig selv til et produkt.

Filmen kredser om spændende spørgsmål. Hvem ejer et kunstværk? Kan et menneske nogensinde adskilles fra den figur, offentligheden forelsker sig i? Og hvad sker der, når ens identitet langsomt opsluges af ens image? Problemet er bare, at de udelukkende eksisterer som abstrakte idéer. Samtalerne mellem Mary og Sam føles konstant, som om de står på tærsklen til en stor afsløring, men ender igen og igen i kryptiske formuleringer, lang tavshed og symboler, der svæver tomt i luften.

Det bliver næsten komisk, da filmen efter tre kvarter stadig kredser om den samme kjole, som tydeligvis skal forstås som en metafor. Men på det tidspunkt sidder man mere og undrer sig over, hvorfor manuskriptet endnu ikke har givet én god grund til overhovedet at bekymre sig om den.

Det er synd, for David Lowery har samlet et cast, som burde kunne bære selv de mest abstrakte idéer. Anne Hathaway kaster sig kompromisløst ind i rollen som en kunstner, der desperat forsøger at rive sin persona af sig, mens Michaela Coel besidder en autoritet, der gør selv de mest kryptiske replikker interessante et kort øjeblik. Alligevel får ingen af dem lov til at være rigtige mennesker.

Filmen er pletvist sanseligt betagende, når kameraet dvæler ved tekstiler, hud, smykker og de små lyde, når stof gnider mod hud, eller en tand bliver trukket ud. Hele universet har en hypnotisk kvalitet, der leder tankerne hen på ’Midsommar’, hvis Ari Asters mareridt udspillede sig inde i karakterernes hoveder frem for ude på de svenske blomsterenge.

Samtidig leverer Charli XCX og Jack Antonoff et soundtrack, der faktisk overbeviser én om, at Mother Mary er verdens største popstjerne.

Musikken bliver dog aldrig andet end endnu et lag oven på en fortælling, der hele tiden insisterer på at være dybsindig uden at gøre sig fortjent til det. Mest frustrerende bliver det i en lang sekvens, hvor Hathaway danser sig gennem en kontemporær koreografi, der skal fungere som en indre dæmonuddrivelse.

Koreografien er langtrukken og relativt middelmådig. Også her forventer filmen, at publikum selv udfører det følelsesmæssige arbejde, manuskriptet burde have gjort.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Ændring af dit samtykke

’Mother Mary’ er så fascineret af sine egne billeder, at den aldrig opdager, hvor lidt den faktisk fortæller om de mennesker, der bevæger sig rundt i dem.

Hvor Lowerys ’The Green Knight’ brugte sine allegorier til at udfolde en konkret eksistentiel rejse, virker ’Mother Mary’ mest af alt optaget af at blive fortolket.

---

Kort sagt:
’Mother Mary’ vil sige noget stort om kunst, identitet og berømmelse, men drukner sit stjernespækkede cast og et soundtrack af Charli XCX i så mange symboler og antydninger, at det fremstår mere selvforelsket end dybsindigt.