For to år siden kom det frem, at David Fincher arbejdede på en engelsksproget spinoff til Netflix’ sydkoreanske hitserie ‘Squid Game’. Nu melder The Playlist imidlertid, at projektet er blevet lagt i graven.
Ifølge mediets anonyme kilder »tæt på filmskaberen« har Netflix besluttet at droppe serien, der gik under arbejdstitlen ‘Heckler’.
Finchers spinoff var tiltænkt at blive produceret i Storbritannien og havde den engelske serieskaber Dennis Kelly (‘The Third Day’, ‘Utopia’) tilknyttet som manuskriptforfatter.
The Playlist skriver, at projektet tabte pusten efter flere års udvikling, hvor Netflix med tiden har ændret deres prioriteter for deres hit-franchise. I stedet for en amerikansk version, vil de angiveligt hellere skabe ‘Squid Game’-spinoffs dedikeret til andre internationale, ikke-engelsksprogede markeder.
Siden annonceringen af Finchers nu skrottede spinoff har Hwang Dong-hyuks originalserie nået sin afslutning med sidste års tredje sæson.
Finalen rundede af med en overraskende cameo fra Cate Blanchett, der lignede en oplagt indgang til en eventuel opfølger. Ifølge The Playlists kilder har hun dog aldrig været en del af planerne for Fincher-serien.
Mens ‘Heckler’ er løbet ud i sandet, har David Fincher også fokuseret på andre projekter som del af sin eksklusive Netflix-aftale. Et af dem er den imødesete ‘Once Upon a Time in Hollywood’-prequel ‘The Adventures of Cliff Booth’, som kommer i biograferne til november.
