Den seneste håndfuld år har The Weeknd teaset for, at han ville lade sit musikalske alias pensionere.
Sidste år begyndte manden med det borgerlige navn Abel Tesfaye dog også at trække lidt i land, da han meddelte, at ‘Hurry Up Tomorrow’ nok ikke, som ellers annonceret, ville være hans sidste The Weeknd-album.
Nu erklærer popstjernen endegyldigt, at han ikke kommer til at lægge The Weeknd-projektet i graven alligevel, skriver Entertainment Weekly.
»Jeg prøvede lidt at gå på pension, og jeg kan ikke lide, hvordan det føles«, sagde Tesfaye i lørdags under en koncert i Stockholm. »Jeg bliver her for evigt sammen med jer«.
Så sent som sidste år fortalte han Variety, at han trængte til at skifte spor under et nyt navn.
»Jeg tror ikke, jeg kan holde op med at lave musik. Men alting skal føles som en udfordring. Og for mig lige nu er The Weeknd, hvad det end er, blevet mestret. Ingen kommer til at lave The Weeknd bedre end mig, og jeg kommer heller ikke til at gøre det bedre, end det er lige nu«, sagde han.
Nu er der altså kommet andre boller på suppen.
