Travis Kelce fortæller for første gang om bryllup med Taylor Swift: »Den bedste aften i mit liv«

Travis Kelce fortæller for første gang om bryllup med Taylor Swift: »Den bedste aften i mit liv«
Taylor Swift og Travis Kelce til Super Bowl 2024. (Foto: Ezra Shaw/Getty Images)

For lidt over en måned siden, 3. juli, afholdt Taylor Swift og Travis Kelce et privat, men ingenlunde småt bryllup.

Receptionen fandt sted i New York-arenaen Madison Square Garden, hvor både Paul McCartney og Steve Nicks fra Fleetwood Mac optrådte, og omkring 1000 gæster var inviteret.

Nu har Travis Kelce for første gang udtalt sig om det lukkede bryllup. Det gjorde han ifølge Billboard i går til et pressemøde under sit NFL-hold Kansas City Chiefs’ træningslejr, hvor de fremmødte journalister ikke ville nøjes med at snakke om sport.

»Det var en sjov offseason, mand! Brylluppet var den bedste aften i mit liv, og jeg sætter virkelig pris på alle, der kom og fejrede det og havde det sjovt sammen med os!«, fortalte den nygifte football-stjerne.

»Det er stort set det eneste, jeg rigtig husker fra den aften. Det var en vanvittig aften! Den var fyldt med masser af fest og fejring«.

Kelce priste sig desuden lykkelig over, at parret kunne afholde deres bryllupsreception i Madison Square Garden.

»Det er ret cool at kunne udleve min barndomsdrøm om at være i det venue, alle sportsarenaers mekka, og kunne blive gift der«, sagde han.

»Jeg kan ikke takke ejerne af MSG nok for at give os muligheden for at gøre det, vel vidende at vi ønskede et privat arrangement og alt det der. Det var perfekt. Og airconditionen kørte for fuld drøn, baby! Det var det bedste ved det hele!«.

Taylor Swift har endnu ikke udtalt sig efter brylluppet.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af