ANBEFALING. Der er et relativt mættet marked af elektronisk, alternativ popmusik de her dage. Kunstnere som Slayyyter, Underscores og Ninajirachi, der virkelig har fået luft under vingerne i 2026 med deres hårdtslående, Y2K-nostalgiske EDM/electroclash/hyperpop/indiesleaze-revival-amalgam.
Men der er særligt én, som er gået lidt under radaren herhjemme indtil videre, og som har hængt ved i mine høretelefoner det sidste stykke tid, nemlig amerikanske Tiffany Day og hendes seneste album, ’Halo’.
Den gennemgående dynamik på ’Halo’ er ekstremt catchy popmelodier, saftige, klubbede produktioner kombineret med en Olivia Rodrigo-agtig vokal og introspektive, selvransagende tekster. En stor del af hendes lyriske univers handler om at se op til andre og efterligne deres stil, og på trods af at være relativt ny på scenen har hun allerede været i copyright-drama.
Men det lyder nu alligevel, som om hun har fundet sin lyd.
Dagbog og klubmusik
Noget af det, der i mine øjne gør Tiffany Days musik særligt godt, er den ekstremt tilfredsstillende synthproduktion. Der er ikke som sådan noget nyt eller banebrydende over hendes musik, men det føles alligevel særegent.
De forskellige synthleads er lige distinkte for hvert nummer. Jeg tror ikke, hun har anlagt Depeche Modes gamle dogme om aldrig at bruge den samme lyd to gange, men man kunne godt tænke det.
Bevares, de klubbede produktioner har meget fire-i-gulvet og bouncy synthbass, men i de øvre lag er der en ekstrem symbiose mellem lyd og melodi. Som om det ikke bare er melodien, men også selve den lyd, der spiller melodien, der er catchy.
Tag for eksempel det syrligt afmålte hook i verset på ’Look Up’, der lyder som et cut-up af en symfoni af telefonsvarere. Eller på ’American Girl’, hvor det frenetiske, sireneagtige synth-riff nærmest giver én neonlys i øjnene. Hendes produktioner har en sært kildrende kvalitet, hvor kombinationen af simple, men effektive melodier og hendes brug af vokalchops giver musikken en skiftevis boblende og bølgende kvalitet.
Jeg var hooked allerede fra første nummer, ’Everything I’ve Ever Wanted’, hvor musik og vokal følges ad i en kontinuerlig svulmen, der lyder som om, det kunne blive ved for evigt.
En stor del af lyrikken er en meget direkte, hudløs blotlæggelse af Tiffany Days indre liv, der er plaget af angst og OCD, og de fleste af sangene handler om en konstant frygt for ikke at være god nok og ønsket om at være en anden, som man kan fornemme bare på titler som ’Look Up’ og ’Copycat’.
Tiffany Day er vokset op i Kansas i USA og fortæller i et interview, at hun brugte en stor del af sin highschool-tid på at overkomme titlen that Asian girl på sin primært hvide skole, og førnævnte ’American Girl’ handler blandt andet om dette: »Because I’m all up in my head, I’m an American girl / I know I don’t look like you yet, wanna be part of your world«.
Copycat eller ej?
Selvom Tiffany Day først har fået sit store gennembrud nu, har hun faktisk været aktivt udgivende siden 2018 og tog i 2023 på sin første turné med en serie af ep’er under titlen ’The Gratitude Project’, dengang med en mere soveværelses-/indiepoppet lyd.
Da hun på Instagram kontaktede produceren Niles Forester, landede hun endelig på et udtryk, hun kunne se sig selv i. Det arbejdsfællesskab viste sig dog problematisk, da hun – umiddelbart efter udgivelsen af ’Halo’ – røg i beef med sangeren Fawn Burke, der tidligere har arbejdet sammen med Forester.
Sagen er nemlig den, at nogle af de produktioner, der er at finde på ’Halo’, oprindeligt var givet til Burke, og ét af dem har Burke (ifølge hende selv) ovenikøbet være med til at producere.
Selvom Tiffany Day erkender at have opdaget Forester gennem et af Burkes numre, fortæller hun i et Substack-opslag, at det aldrig har været hende for øre, at Fawn Burke skulle have været indblandet i noget af det, der er med på albummet. Foruden musikken anklager Burke hende i en reel på Instagram for at have tyvstjålet hele hendes udtryk med både musikvideoer og single-covers i sin rebrandring som elektronisk musiker.
Isoleret set er det ikke usædvanligt, at en producer vælger at give et beat til en anden kunstner, hvis de vurderer, at det er et bedre match. Det virker dog som om, Burke er blevet forurettet, spørgsmålet er bare af hvem. Personligt synes jeg, det er lidt mistænkeligt, at mellemmanden i det hele, Niles Forester, har været frygteligt stille under hele miseren …
Det er selvfølgelig ærgerligt, at det lige er produktionen, en af pladens store kvaliteter, der står for skud i en copyright-sag, hvor det pludselig ser ud til, at det ikke er Tiffany Days egen fortjeneste.
Med det sagt – og uden så vidt muligt at vælge side – så passer de sange, der skulle have været Burkes (’Look Up’ og, ironisk nok, ’Copycat’) meget naturligt ind i pladens og Tiffany Days generelle udtryk. Mødet mellem hendes direkte beskrivelser af usikkerhed og den indimellem lidt spage, Olivia Rodrigo-agtige levering er nemlig med til at skille hende ud på den nye hyperclash-scene, hun musikalsk skriver sig ind i.
Selv omgivet af plagiat og copyright-problemer – og selvom hun umiddelbart har et stort behov for at være alle andre end sig selv – så føles hendes musik personlig. Copycat eller ej.
Albummet ‘Halo’ er ude nu.