1. Ny og allerede forbedret sitcom
Allerede inden sæson to af den oversete venskabssitcom ‘Adults’ formåede serien at forbedre sig selv.
Helt ekstraordinært blev der nemlig rettet op på første sæsons afskrækkende pilotafsnit. Hysterisk subway-onani blev udskiftet med en ny episode, ‘Marathon Day’, med en mildere og mere tilbagelænet historie. Her skal vennegruppen hjælpe Anthon (Owen Thiele) med at lade, som om han løber et maraton over for sine heppende kollegaer.
Det var et godt skridt på vejen mod den officielle anden sæson, som nu endelig lander med nyt gen z-nonsens i villaen i Queens. Der er desuden gæsteoptrædener fra ‘Girls’-stjerne Zosia Mahmet og Gaten Matarazzo fra ‘Stranger Things’.
Og så er vi mange, eller i hvert fald et par stykker, der har ventet spændt på at få fulgt op på finaleafsnittets cliffhanger-kys.
‘Adults’ kan ses på Disney+.

2. Femstjernet dødsdruk
Uanset om man har deltaget i det hedengangne århusianerfænomen kapsejlads i Universitetsparken, får man nu muligheden for at deltage i ‘Den sidste fest’.
En dokumentarserie på DR, på intet mindre end fire afsnit, inviterer nu hele Danmark ind i det gummibåds-ølstafets-fusionerende festkoncept samt alt, hvad det kræver at stable på benene.
Og selvom det måske kan virke som meget om lidt, er det med fire vedkommende hovedpersoner også et vellykket ungdomsportræt.
»‘Den sidste fest’ forvandler Aarhus Universitets gigantiske ølstafet til et morsomt, rørende og overraskende neglebidende portræt af moderne studieliv, hvor ambitioner, tvivl og meget forskellige ungdomsliv finder et fællesskab omkring noget så vidunderligt fjollet som jagten på Det Gyldne Bækken«, skriver Soundvenues Damla Erdölek og giver fem stjerner.
‘Den sidste fest’ kan ses på DRTV.

3. Dolly Double Feature
På Dolly Partons IMDb-side har hun intet mindre end 157 listede skuespiloptrædener.
Overvægten af dem er hendes egne musikvideoer, men i små lommer midtimellem finder man stjernens reelle roller. Og de kan anbefales til gensyn efter ugens triste afsked med et sandt ikon (ellers anbefales opmuntring fra førnævnte dødsdruk og serievenner).
Udover at skrive den legendariske (og Oscar-nominerede) sang til filmen spiller hun nemlig også med i ligestillingskomedien ‘Nine to Five’ fra 1980, hvor tre kvindelige ansatte (Jane Fonda og Lily Tomlin spiller de andre) beslutter sig for at hævne sig på deres mandlige røvhulschef.
Herunder Partons konstant chikanerede sekretær Doralee Rhodes, der i en mesterlig scene truer med at forvandle bossen »fra en hane til høne« med et skud fra sin pistol i skuffen.
Vidunderlig er også det kitschede sydstats-melodrama (!) ‘Steel Magnolias’ (med den danske titel ‘Det stærke køn’), hvor Dolly driver den lokale skønhedssalon som en god fe med Daryl Hannah som assistent og både Julia Roberts, Sally Field og Shirley MacLaine som faste gæster.
Samtlige hårpragter i filmen er i sig selv kitschkunst og udødelige homager til Partons æstetik.
‘Nine to Five’ kan ses på Disney+. ‘Steel Magnolias’ kan lejes på diverse tjenester.
Set det hele? Tjek sidste uges anbefalinger.
