Red Hot Chili Peppers – musikalsk autisme for de udvalgte

Den er vant til fornemt besøg, Christianias koncertsal nummer et, Den Grå Hal. Gennem tiderne har navne som Bob Dylan, Metallica og Rage Against the Machine optrådt i det gamle ridehus, og denne søndag aften var turen så kommet til Red Hot Chili Peppers, der lagde vejen forbi Staden som led i en intensiv pr-kampagne forud for det kommende album, ‘Stadium Arcadium’.

Små 700 gæster havde trukket det heldige lod og var inviteret indenfor i tågerne til aftenens showcase, der indhyllede lige dele fans, fejlcastede jakkesæt, branchefolk, semikendte ugebladsprofiler samt et kronprinsepar med hang til californisk funkrock. Med andre ord et broget publikum, der fra start kunne skilles på midten i en energisk frontlinje, oprigtig begejstret, modsat et gumpetungt bagparti, med armene over kors, tilsyneladende uden nogen større glæde over udsigten til at bruge søndag aften på høje decibel.

Søndagstræthed var der heldigvis ingen ansporing af hos de amerikanske gæster.
Med Flea og John Frusciante som frontløbere blev Den Grå Hal belejret uden forvarsel i et par minutters ekvilibristisk jamsession, bas og guitar i legende pardans, alene side om side, inden Chad Smith hoppede bag trommende og Anthony Kiedis greb mikrofonen til tonerne af ‘Can’t Stop’.

Og mens publikum tilsyneladende skulle have tid til at kaste den største benovelse af sig, havde verdensstjernerne ingen hæmninger over at stå ansigt til ansigt med gæsterne i Den Grå Hal og slå sig løs. Tværtimod løb bandet frådende med hornene forrest i afvekslingen mellem nye og gamle numre, som var de oprigtig kåde efter at komme ud af folden og præsentere nyheder som ‘Charlie’, ‘Slow’, ’21st Century’, ‘Hard to Concentrate’ og ‘Dani California’ – nyt materiale iført velkendt Chili Peppers antræk, vekslende mellem tung funk og potentielle hitslagere, krydret med klassikere fra bagkataloget a la ‘Scar Tissue’, ‘By the Way’, ‘Other Side’, ‘Soul to Squeeze’ og ‘Give it Away’.

Til de, der måtte mene, at de californiske hitmagere for længst har udspillet deres rolle på nutidens musikscene, var der en oprejst fuckfinger at klamre sig til. Sporadiske tekniske problemer og afbrydelser virkede ikke til at rokke ved trangen til at definere musikalsk autisme, råhed og intensitet fra et verdensnavn med masser af overskud og instrumental overlegenhed ikke mindst takket være konstellationen Flea/Frusciante.
Derimod kan det ærgre, at en koncert med så perfekte rammer ikke primært var forbeholdt den egentlige fanskare. Den samlede publikumskedel var ganske enkel for bizar til at nå op på kogepunktet, uanfægtet at varen var stærk medrivende og overbevisende.