10. ’15/18 A place to heal’
Det er svært at få folk til at interessere sig for tilværelsen som ung psykiatrisk patient.
Franske Cédric Kahn lykkedes dog med at indfange energien og ungdommens vildskab i sin fortælling om en gruppe unge på afdelingen for 15-18-årige et sted i Frankrig, hvor drømme ellers går hen for at dø.
I ‘15/18 A Place to Heal’ står forholdet mellem de unge, når de er på egen hånd og del af kollektivet, som en rørende påmindelse om, at venner og fællesskab kan opstå under de trangeste kår.
Filmen bliver især båret frem af højenergiske præstationer fra næsten samtlige unge skuespillere på skærmen. En lille rørende fortælling om et underbelyst livskapitel.
9. ‘Ink’
I ‘Ink’ fortæller Danny Boyle historien om, hvordan Rupert Murdoch i 1969 opkøbte den upopulære britiske arbejderavis The Sun og hvervede redaktøren Larry Lamb til at gøre den til et hit.
Hvilket bliver til fødslen på den type underlødige tabloidjournalistik, nutidens allerværste clickbait står på skuldrene af.
Ligesom Murdochs mission lykkes med Lamb i front, er det Jack O’Connells præstation som The Sun-chefredaktøren, der bærer Boyles brunstige, underholdende og en lille smule boomeragtige mediehistoriske gyser hjem.
8. ‘Primetime’
Det føltes lidt som juleaften at se Lance Oppenheim, den 30-årige instruktør bag ‘Primetime’, stryge ind på scenen med så gennemført en æstetik og tone.
Året er 2006, og genren er reality-introspektiv fortalt som en thriller, der bevæger sig længere og længere ind i et Safdie’sk land. Robert Pattinson har en af karrierens bedste roller som Chris Hansen, der blev et kæmpefænomen som pædofiljæger i bedste sendetid med det underlødige og moralsk tvivlsomme program ‘To Catch a Predator’.
Der er Lena Dunham-værdige scener, skæbnesvangre kærlighedserklæringer til musicalen ‘Rent’, en fantastisk præstation fra det undervurderede ‘Booksmart’-talent Skyler Gisondo og endda Phoebe Bridgers som selvretfærdig lokkedue, der klæder sig ud som små både drenge og piger.
Selvom vi befinder os i en udpræget niche af amerikansk memoribilia, kan man kun glæde sig til at se det næste fra Oppenheims hånd.
7. ‘Oasis: Don’t Look Back in Anger’
Hvad laver en Disney-produceret, hyperkommerciel, tæt på reklamefilm for Oasis-koncert på en af verdens mest respekterede festivaler for filmkunst?
Det er en tilsnigelse at kalde ‘Oasis: Don’t Look Back in Anger’ for en dokumentar. Det er i hvert fald den slags dokumentar, hvor alle involverede spiller på samme hold, og her har en meget klar mission: at udbasunere Oasis som verdens ottende vidunder.
Den gør det dog så godt, at man ikke kan undgå at tro den. Og hvert skrigende medlem af publikum under bandets genforeningsturné står fra Irland til Brasilien som bøllehatbærende beviser på, hvor meget 90’er-fænomenet stadig betyder for folk.
Inde i den prangende formidling af genforeningen kommer man helt tæt på ironimestrene Noel og Liam Gallagher, mens de tilgiver hinanden og finder sammen igen via kærligheden til musikken – med fornyet følsomhed, sgu.
Onde tunger vil kalde det for en reklame, og det er det på sin vis også, men heldigvis også en reklame for tilgivelse, der virkede umulig.
6. ‘Possible Love’
Forventer man en ny film som ‘Burning’, »en af de bedste thrillers nogensinde«, fra den sydkoreanske cineastfavorit Lee Chang-dong, skal man forberede sig på noget andet.
Efter otte års pause er instruktøren tilbage. Denne gang har han Netflix i ryggen, hvilket bragte buhråb og et »fuck Netflix« fra en eller anden oplivet nørd i salen under filmens verdenspremiere. Så snart streameren tudum-logo var væk, var der dog stort set kun ting at begejstres over.
‘Possible Love’ har et arbejderpar i centrum, hvis tilværelse aldrig er blevet den samme, efter manden mistede sit job på byens store fabrik, og de gennemlevede en brutal strejke. En rigmands dokumentarinstruktør-kone betages af deres historie og bliver en større og større del af deres liv, mens hun krænger afsløringerne ud af dem uden blik for følgerne.
Filmen er både en metakommentar over filminstruktørens rolle og et mystisk, blæret stykke socialrealisme, der beskæfter sig med klassespørgsmålet med underspillet humor og stigende intensitet.
5. ‘Kvinde ukendt’
May el-Toukhys ‘Kvinde ukendt’ vakte opsigt i Venedigs hovedkonkurrence, længe inden den blev vist, som udgangspunkt for en debat om festivalens kønsbalance.
Men ved verdenspremieren åbenbarede hun som den eneste spillefilm i guldløvekonkurrence også et stærkt og æstetisk særegent bidrag til den ellers ofte ensformige gengivelse af det danske narrativ om Anden Verdenskrig. Med potentiale til at gøre indtryk langt udover Danmarks landegrænser.
Med historien om stuepigen Marie, spillet imponerende af Mathilde Arcel i sin første hovedrolle, og hendes desperate forsøg på at holde fast i sin kommende tilværelse som direktørfrue under befrielsen i maj 1945, fik fejlslutningnen om “feltmadrasser” og “tyskertøser” et blændende filmisk korrektiv.
4. ‘Wild Horse Nine’
Martin McDonagh har lavet en film som hans aktuelle ‘Wild Horse Nine’ før.
Skal man sige, at han gentager sig selv, eller at han har gjort det igen? Begge dele!
Fortællingen om to CIA-agenter, Sam Rockwell og John Malkovich, på slap line på Påskeøen i tiden op til millitærkuppet i Chile minder meget om ‘In Bruges’, om end løsere skitseret en machomission i dialog med sig selv.
John Malkovich er det helt store højdepunkt som Chris, der efter en lang karriere mærker alderen trykke og meningsløsheden af et liv som håndlanger. Han afslører statshemmeligheder i flæng og er mest optaget af at skrive sine erindringer – om hvorvidt dinosauere kommer i himlen og, nå ja, hvordan han dræbte John F. Kennedy, hvilket selvfølgelig ikke huer duoens chef (Steve Buscemi).
Kumpanens attitude går også makkeren (Sam Rockwell) grueligt på nerverne, men sætter undervejs også hele turen i et nyt perspektiv.
Malkovich, Rockwell, Påskeøens skønhed og McDonaghs eminente replikforfatning får det hele til at gå op i en højere enhed. Man forstår godt, at Oscar-rygterne allerede svirrer.
3. ‘Look Back’
Japanske Hirozaku Kore-eda har i ‘Look Back’ liveaction-filmatiseret en manga og anime af samme navn, der handler om to teenagepiger, der mødes over en fælles besættelse af at blive mestre inden for manga-genren og undervejs bliver bedste venner.
Men fortællingen er som skræddersyet til den japanske mester, der forstår sig på barndommens følelsesunivers.
Film om piger, der kæmper for at forløse den samme kreative drøm, er en mangelvare, og deres intense ambition er med til at få ‘Look Back’ til at føles som noget helt særligt, selvom den praktiserer velkendte Kore-eda-takter.
I sidste ende er der få som den japanske instruktør bag ‘Nobody Knows’ og ‘Shoplifters’, der evner at levere en slutning, man gemmer i sit hjerte for evigt.
2. ‘Musk’
En fire timer lang dokumentar om Elon Musk virkede som noget, verden virkelig ikke manglede.
Som Tesla og SpaceX-ejer, såvel som smadremand i det amerikanske demokrati, er manden i forvejen en af de mest eksponerede narrøve på kloden.
‘Musk’ er bestemt heller ikke en fornøjelig affære – nærmere en skræmmende forudanelse af verdens potentielle undergang, hvis hovedpersonen får lov til at fortsætte sin gesjæft som superskurk.
Som bekendt er viden dog magt, og den erfarne kritiske dokumentarist Alex Gibney leverer en fascinerende og dybt væsentlig biografi om en af vores samfunds ustoppelige giganter.
1. ‘Naza’
Det begynder at ligne en tradition, at en film om Gaza vender Venedig på den anden ende, lige som festivalen er ved at være færdig.
‘Naza’ er dog ikke blot er politisk opråb, men en uhyggelig og vellavet dokumentarfilm, der med vidnesbyrd fra 24 kilder fra IDF’s efterretningstjeneste afslører med pinefuld grundighed, hvordan uskyldige menneskeliv, kaldet naza af IDF’s efterretningstjeneste, går til spilde i Israels jagt på Hamas.
Instruktørerne har tidligere lavet ‘No Other Land’, og ‘Naza’ er endnu et fattet nøgleværk om det ufattelige.