Elsked har lært en vigtig lektie på den forførende ep ‘Supersonisk’
EP. Det er efterhånden svært at forestille sig Elsked uden en menneskemængde foran sig, for siden den danske trio i 2023 døbte sig selv et »elektronisk boyband«, har deres bankende klubmusik ført dem fra kollektiv ekstase på Roskilde Festival til et udsolgt Store Vega.
Men på den seks numre lange ’Supersonisk’ lyder det, som om Jonas Ghodt, Felix Skøtt og Malthe Guldberg har fundet sig så godt til rette på dansegulvet, at de endelig tør bevæge sig væk fra det.
Allerede på ’Vinduet’ med Xenia åbner et indadvendt klaver og en autotunet vokal et drømmende rum, hvor lydene synes at svæve i flere luftlag, inden ’Neonblaa’ finder tilbage til dansen, bare med hovedet bøjet let mod brystet. Rolige drum’n’bass-elementer møder hurtige trommer, mens en smal, næsten skrabet, truttende lyd skærer gennem nummeret og giver bevægelsen en sitrende ængstelighed.
Og det klæder Elsked, at ekstasen ikke længere behøver stå alene.
På ørehængeren ’Bottom Up’ vokser et lille klavermotiv, indtil det næsten lyder som verdens mindst højrøstede kirkeorgel, mens den messende opfordring »vær lykkelig, hver gang du vågner op« svæver et særligt sted mellem nostalgi og håb. Det er lyden af at ville holde fast i de små ungdomsøjeblikke, samtidig med at man godt ved, at de allerede er ved at forsvinde.
På ’Søvnløs’ med Yör bliver underlaget køligere og næsten Trentemøller-klingende, mens der ovenpå er klirren, banken og ekko, der folder sig ud i en blød popsang og føles som en forsigtig forsoning.
Endnu smukkere bliver spændingen på ’Knust’, hvor varme, bølgende synths lægger sig som et tyndt tæppe over den tunge bas, inden småaggressive, næsten industrielle breaks flår små huller i det. Det lyder lidt, som hvis Jamie xx og Nils Frahm var strandet på den samme strand og modvilligt havde besluttet sig for at bygge noget sammen.
Da ’Plastic Jesus / Supersonisk’ til sidst løfter blikket ud mod en verden præget af uro og urimelighed, gør Elsked det uden at ty til det store forløsende drop. I stedet brydes bløde, nærmest taktile klaverstykker af mere mekaniske rytmer, mens apatien hele tiden synes at kæmpe med en sorg over faktisk stadig at bekymre sig.
’Supersonisk’ er stadig musik lavet af mennesker, der ved, hvordan man får en krop til at bevæge sig. Men Elsked har fundet ud af, at stilheden mellem pulsslagene kan være mindst lige så interessante.
Kort sagt:
Elsked slipper ikke klubben på den drømmende og detaljemættede ep ’Supersonisk’, men tør bevæge sig længere væk fra dens sikre forløsninger. Resultatet er trioens hidtil mest nuancerede og helstøbte udgivelse.