‘Harry Potter’-skuespillers søn slutter sig til den nye serie

‘Harry Potter’-skuespillers søn slutter sig til den nye serie
Rafe Spall i 'The Ritual'. (Foto: Netflix.)

I de oprindelige ‘Harry Potter’-film spillede Timothy Spall skurkekarakteren Peter Pettigrew alias Wormtail. Nu slutter hans søn, Rafe Spall, sig til den kommende HBO-serie baseret på J.K. Rowlings bøger, skriver Entertainment Weekly.

Det bliver dog ikke for at gentage sin fars gamle rolle. Rafe Spall skal i stedet spille den anderledes sympatiske karakter Arthur Weasley, far til Ronald Weasley.

Udover sit ophav er Rafe Spall blandt andet kendt for serien ‘Trying’ samt roller i film som ‘The Big Short’, ‘The Ritual’, ‘Hot Fuzz’ og ‘Prometheus’.

To andre, mere ukendte navne meldes i samme ombæring castet til ‘Harry Potter’-serien. Molly Hewitt-Richards skal spille spøgelset Moaning Myrtle, og barneskuespiller Jasper Ambrose skal spille Hogwarts-elev og fotonørd Colin Creevey.

Alle tre skuespillere slutter sig til seriens anden sæson, der allerede er i produktion før premieren på første sæson. De får selskab af ligeledes nytilkomne Kit Harington som Gilderoy Lockhart.

Hovedrolletrioen Harry Potter, Ron Weasley og Hermione Granger spilles i den nye filmatisering af henholdsvis Dominic McLaughlin, Alastair Stout og Arabella Stanton.

De bærende voksne karakterer spilles af blandt andre John Lithgow (Albus Dumbledore), Janet McTeer (Minerva McGonagall), Paapa Essiedu (Severus Snape), Nick Frost (Rubeus Hagrid) og Johnny Flynn (Lucius Malfoy). Derudover gentager Warwick Davis sin rolle fra de originale film som Filius Flitwick.

Hver sæson er baseret på en roman i bogserien, og den første får premiere på HBO Max til jul.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af