’Her Private Hell’: Kære Nicolas Winding Refn – please kom tilbage til Jorden!
Kære Nicolas Winding Refn
Jeg skriver til dig som fan.
Lad mig udtrykke det mere præcist:
Jeg skriver til dig som snart forhenværende fan.
Jeg har set din nye film, ’Her Private Hell’, og det står som bøjet i dit elskede neon, at du ikke har lyttet, da jeg sidst sendte dig en opsang efter at have gennemlevet dine to endeløse serier, ’Too Old to Die Young’ og ’Copenhagen Cowboy’. Dengang skrev jeg, at du jo nok ikke ville tage imod velmenende råd, men her i desperationens stund prøver jeg nu med en mere direkte appel: Kom tilbage til os, Nicolas Winding Refn. Please, kom tilbage til jorden.
Men man skal jo starte med ros.
Jeg vil gerne bifalde dig for at vende tilbage til filmmediet, da den stil og fortælleform af hypnotiske kameragange, overmættet æstetik, sørgmodige karakterer og monoton dialog, du ud i det selvparodiske har giftet dig med siden Mut Gosling-milepælen ’Drive’, bedst klæder det store lærred og er nemmere at udholde gennem små to timer end 10+.
I ’Her Private Hell’ har du designet en fremtid, hvor velour og vægtæpper tilsyneladende har overtaget verden. Men måske er det ikke fremtiden, måske er det blot en refn’sk parallelvirkelighed, hvor du laver reglerne, og dem skal alle følge.
Tre kvinder samles i et hotelværelse på toppen af en fancy skyskraber. De skal tilsyneladende indspille en film sammen; den blaserte stjerne Elle (Sophie Thatcher), den kælne opkomling Hunter (norske Kristine Froseth) og Elles mystiske svigermor Dominique (Havana Rose Liu). Den science fiction-film, de skal lave, ligner lidt den rummusical, dyrene sætter op i ’Syng 2’, men ellers smager deres corny samtale over hotelsengens guldbetræk mere af high-end bordel end Hollywood-bizz, ikke mindst da den Bobby Peru-agtige Daddy ved navn Johnny Thunders træder ind.
Jeg fornemmer i det hele taget, at du ikke helt ved, om du laver en film til Museum of Modern Art eller Pornhub.
Trioen svælger i myten om en grufuld morder ved navn Leatherman, der bortfører og dræber piger og unge kvinder. Han knuser dem mod glaspartiernes rude, så deres krop og kranier flækker. Denne Lædermand kan kun dø, hvis man kapper hænderne af ham.
Undervejs introducerer du os også for et andet spor i form af Charles Meltons traumatiserede Private K, der søger hævn over sin datters død. Her befinder vi os ikke længere i skyskrabernes luftige højder, men på omtåget gadeplan, tilsyneladende beslægtet med efterkrigstidens Japan. I begge ender finder man mange af dine yndlingsmotiver: Yakuza-gangstere, kvindeintriger, udsatte døtre, udtrukne øjne og så meget neon, at man skulle tro, du havde et abonnement, du ikke kunne slippe ud af.
Du elsker dine filmreferencer, og ’Her Private Hell’ er dyppet i giallo og rullet i noir, så det er en fryd for øjet.
Fortællingen glider leddeløst frem med en sammenhæng, som man akkurat kan ane, hvis man kniber øjnene sammen. De to spor krydses, morderen kommer tæt på, men når jeg næsten ikke kan mønstre energi til at komme historiens kerne nærmere, skyldes det, at det ikke engang virker, som om du selv interesserer dig for de mennesker, du har ladet bebo dette æteriske NWR-verse.
Bag billederne af pyntede kvinder og sørgmodige mænd, bag replikker som »det er ikke tågen, du skal være bange for, men hvad den bringer med« og »jeg ville farve havene røde, før jeg opgav at finde dig«, er der bare hult. Tomhed.
Din film åbner med et tableau af et kolossalt, robotagtigt hoved, der troner frem mellem højhusene over skydækket. Det er surrealistisk bjergtagende a la Fritz Lang.
Men derfra er dine opsætninger mest blot forudsigeligt flotte, Nicolas. Er de billeder, som mennesket skal fremmane for at adskille sig fra det, den kunstige intelligens kan producere, ikke netop dem, der er inderligt besjælet af mening, personlighed, indhold, sjæl?
I ’Her Private Hell’ har jeg svært ved at mærke det eller dig. Der er ikke noget there there, for nu at misbruge det berømte Gertrude Stein-citat. Krig, vold, sex, død, mystik, hævn … i din film er det blot betydningsbærere, du hiver ned fra hylden, tømt for betydning. Som Wong Kar-wai uden følelser, Lynch uden humor, Argento uden stringens.
Jeg har skrevet før, at du har skabt dit bedste arbejde tynget af omstændighedernes pres. Det minimale budget og iveren efter at bevise sig som dropout fra Filmskolen i ’Pusher’, pengenøden før ’Pusher 2’, bestillingsopgaven til ’Bronson’, det fastlagte manusforlæg til ’Drive’. Med ’Her Private Hell’ virker det igen, som om du kvæles i friktionsløs frihed. Det er ikke første gang i historien, at et fravær af modstand fjerner kunstens temperament, tyngde og relevans.
Man skal slutte med ros, skal man ikke? Jeg vil bukke mig i støvet for den mageløse musik, der akkompagnerer ’Her Private Hell’. Du er gået væk fra din sene karrieres faste komponist Cliff Martinez’ synthede udtryk og har allieret dig med italienske Pino Donaggio, kendt for sine klassiske scores til ’Rødt chok’, flere Dario Argento-film og De Palma-mesterværker som ’Carrie’ og ’Blow-Out’.
84-årige Donaggio har i din ære komponeret et storladent og smægtende romantisk score, der til tider næsten forleder én til at tro, at der er hjerte bag det, man ser. Men også kun næsten.
For nylig faciliterede du en udstilling på Den Sorte Diamant om H.C. Andersen, og i den anledning udtalte du om den danske nationaldigter, at »det er gået op for mig, at han og jeg er den samme person«.
Jeg tror, du sigter til følelsen af at være et misforstået geni, men jeg beder dig inderligt om at sætte prop i den selvmedlidende selvmytologisering.
HCA er HCA, og NWR er NWR, og op til premieren på Cannes-festivalen i maj fortalte du, at du for nylig har været død i 25 minutter, da du skulle opereres for en utæt hjerteklap. Du fortalte, at det fik dig til at indse, at du – efter at have været nået til vejs ende karrieremæssigt – kunne starte forfra og lave film igen, som om du aldrig havde lavet film før.
Men nogle gange, Nicolas, er det ikke så let at starte forfra, når man går rundt som 56-årig med en flyvende kuffert af levet liv. Onde tunger vil måske give dig ret i, at ’Her Private Hell’ kunne være skabt af én, som aldrig har lavet film før, men jeg vil nøjes med at foreslå, at vejen til kunstnerisk renæssance måske ikke er at begynde forfra, men at finde ud af, hvem du er som filmskaber nu.
Jeg håber, det vil lykkes for dig.
Med venlig hilsen
Jacob Ludvigsen