KOMMENTAR. Jeg savner Nicolas Winding Refn.
Altså ikke personligt, for vi har kun mødtes én gang, og det var ikke den helt store succes.
Men jeg savner den, han engang var som filmskaber. Rebellen, der satte en ny dagsorden i dansk film i 90’erne med ’Pusher’ og ’Bleeder’.
Det var film, der talte direkte til min generation med deres rå energi og kompromisløse sans for æstetik – og som stak markant ud fra alt, hvad man forbandt med dansk film dengang. Formsansen tog han til et nyt niveau med først den eksperimentelle perle af en fængselsfilm, ’Bronson’, der gav Tom Hardy hans måske bedste rolle til dato, og derefter selvfølgelig ’Drive’, der i sæsonen 2011-12 blev selve definitionen af cool med et forførende electropopscore og Ryan Gosling peak lækkermut.
Efter ’Drive’ kunne han utvivlsomt have valgt Hollywood-mainstreamvejen med store budgetter og glamour, men han gjorde det diametralt modsatte. Han fastholdt sin kunstneriske frihed og omsatte det til mere og mere obskure fortællinger, der leflede for absolut ingen: ’Only God Forgives’, ’The Neon Demon’ og hans første serie, ’Too Old to Die Young’.
Jeg har længe beundret hans kompromisløshed, hans insisteren på filmmediets visualitet og den stædige trang til at udfordre systemet indefra.
Men nu giver jeg fortabt.
Hvem får slutningen med?
Jeg har brugt fem-seks timer, som jeg aldrig får tilbage, på Refns nye Netflix-serie, ’Copenhagen Cowboy’, hans første arbejde på dansk siden ’Pusher 3’.
Rygtet om instruktørens tilbagevenden til dansk jord havde givet mig håb om en form for kunstnerisk nulstilling, en ny begyndelse. I stedet diskede han op med mere af det samme.
I Soundvenues officielle anmeldelse – en af de mest positive, serien har modtaget, herhjemme såvel som i udlandet – gav min kollega Lau Lehrmann Refn credit for de åbenbaringer, man får undervejs i den trancelignende skildring af den mystiske Miu og hendes møde med den kriminelle underverden.
Jeg ville gerne være lige så tilgivende. Men jeg kan ikke lade, som om jeg ikke finder de uendelige panoreringer, den kontrære langsommelighed og den usammenhængende fortælling gabende uinteressant.
Absolut flot, for Refns stilistiske flair fornægter sig ikke, men desværre uden energi eller intensitet, pyntet med indforståede throwbacks til hans tidligere virke.
Min reaktion skal ses i lyset af at have gennemført en pæn portion af Refns 13 timer lange Amazon-serie ’Too Old to Die Young’ med Miles Teller. En serie så langtrukken og fragmenteret, at jeg vil skyde på, at cirka otte mennesker har set den til ende og kun fire af dem uden at have døset væk undervejs.
I et nyt interview med Vulture fortæller Refn, at Amazon fjernede markedsføringsbudgettet og dumpede serien på tjenesten uden fanfare, fordi de var bange for, at den ville skade deres streamingtjenestes ry.
»Nogle dele af Hollywood er så selvoptagede, at de synes, at de er universets centrum. Frygtens herredømme er meget farligt. Amazon sendte serien ud, men de sagde: ’Vi begraver dig’. Og det gjorde de. Men du kan ikke begrave en diamant«, siger han.
Hvor ville jeg dog gerne tage den radikale filmkunstners parti over den onde techgigant, men det kan jeg ikke her. Og det vil også undre mig meget, hvis Netflix giver ham grønt lys til en ’Copenhagen Cowboy’ sæson 2 – serien var kun meget flygtigt én af de 10 mest sete serier i hjemlandet Danmark, og Flixfilm skriver, at den ikke har været i top 10 i nogen andre lande i verden.
Seriens slutning lægger ellers kraftigt op til en fortsættelse, men de færreste vil nok se med så langt.
Røvmytologisk
Kompromisløs langsommelighed kan sagtens være en kvalitet, som i de seneste års slow cinema fra Apitchatpong Weerasethakul eller Bela Tarr, men hvor gevinsten hos dem er hypnotisk dybde, strander det hos Refn for ofte i temperamentsforladt overfladiskhed.
I serieformatet, hvor publikum har alverdens distraktioner inden for rækkevidde, er fraværet af fremdrift en svær barriere at overkomme, og jeg håber, at Refn fremover vil vende tilbage til filmmediet. Det er nemmere at kapere den meditative stemning og de bevidst skabelonagtige karakterer over to skarpe timer end over fem eller 13.
Refn er jo ikke en instruktør, der skal proppe nemme budskaber ned i halsen på os. Og jeg håber ikke, jeg kommer til at lyde, som dengang daværende kulturminister Mette Bock bad Lars von Trier om at lave nogle opbyggelige film om håb og glæde. Men få instruktører er spændende, hvis de bare fortsætter i samme rille.
Apropos Trier var han i sin ungdom optaget af at lave »røvmytologiske« film. Men mens han gennem årene er blevet ved med at udfordre publikum med en blanding af frækhed, uforudsigelighed og grotesk humor, synes jeg, at Refn sidder fast i det røvmytologiske.
Røvmytologiske stille enere, røvmytologiske gangstere, røvmytologisk neonlys, røvmytologisk electropop. Han har endda gjort sig selv til et røvmytologisk brand. »By NWR«.
For mange rygklappere?
Jeg frygter, at Nicolas Winding Refn ender som en dansk Francis Ford Coppola – mesteren, der har lavet fire af historiens bedste film (’The Godfather’ 1 og 2, ’Apocalypse Now’ og ’The Conversation’, skulle man være i tvivl), men som siden spillede sig langt ud i periferien, mens ligeværdige som Spielberg og Scorsese forblev relevante.
Refn vil i mange årtier være svær at komme udenom, hvis man skal lave en liste over de 10-15 største danske filminstruktører nogensinde, og han har for længst opnået mere, end de fleste aspirerende filmskabere kan drømme om. Men skal karrieren post-’Drive’ ikke være mere end en fodnote?
Jeg ved godt, at der er få, Refn vil lytte mindre til end en filmredaktør fra et dansk medie. Han har sjældent lagt skjul på, at hans respekt for danske anmeldere kan ligge på et meget lille sted.
Jeg håber blot, at han ikke kun omgiver sig med rygklappere, der entydigt bifalder hans vision.
Men måske preller al kritik bare af på ham. I et langt interview hos Kino.dk’s gode podcast ’Den varme biografstol’ slår han tydeligt fast, at han slet ikke synes, det er interessant med »meningspolitiets« holdning til, hvad der er godt eller dårligt.
»Det skal vi bruge mere tid på at dyrke – det positive frem for det negative, eller hvad der nu ikke er rigtigt eller acceptabelt. Det er jo det, der holder content nede på mange måder«, siger han.
Jeg ville nok kunne følge ham bedre, hvis det, han lavede, var så idiosynkratisk provokerende, at det aftvang ekstreme følelser. Men jeg bliver ikke provokeret af ’Too Old to Die Young’ eller ’Copenhagen Cowboy’. Jeg resignerer bare.
Grav dybt i smerten
Refn har ofte været bedst, når han virkelig har satset alt på et bræt. Han droppede ud af filmskolen for at lave ’Pusher’, han tabte alt på ’Fear X’ og vandt derefter alt tilbage med ’Pusher 2’ og ’Pusher 3’, og han har tidligere talt om, hvor meget han måtte kæmpe på ’Drive’ for at få sin vision igennem.
Måske er det nødvendigheden, der har manglet det seneste ti år? Måske er det blevet for let at få projekter igennem hos streamingtjenester, der i kampen om prestige og opmærksomhed er ivrige efter at associere sig med filmskabere fra den internationale superliga? I hvert fald indtil de finder ud af, om de rent faktisk laver content, folk vil se.
Jeg skriver det her, fordi jeg ikke er villig til at acceptere, at Nicolas Winding Refn bliver irrelevant.
Også i hans seneste film og serier er der smågeniale glimt af mødet mellem uovertruffen stilsans og slående sørgmodighed. ’Copenhagen Cowboy’ er bedst, når den i de første afsnit er forankret i levende karakterer hos en østeuropæisk prostitutionsring. Der er også scener, som giver mig en brændende lyst til at se Refn gå all in på at lave sin version af en wuxia-film. Slutningen giver forhåbninger om, at han vil gå mere frontalt ind i superheltegenren.
Og hans villighed til at arbejde med talentfulde manuskriptforfattere, her Sara Isabella Jønsson og Johanne Algren, giver måske håb om, at han snart er klar til at lade sig udfordre mere på historieplan.
Det er fristende at foreslå Refn nogle Jørgen Leth-agtige benspænd: Ingen neonlys, ingen panoreringer og ingen fåmælte hovedkarakterer! Men jeg kan naturligvis ikke anvise vejen for en af de største nulevende danske filmskabere.
Jeg håber bare, at han nu er rejst så langt mod nord, at han intet andet valg har end at ændre kurs, hvis han ikke skal falde ud over kanten. At han vil genopfinde sig selv. At han vil grave dybt i sin smerte, så han kommer ud med noget, vi andre kan mærke.
Refn siger i Kinos podcast, at det, man laver, vil betyde noget for publikum, hvis det betyder noget for én selv. Jeg tror, det skal til at betyde noget for ham selv igen.
’Copenhagen Cowboy’ kan ses på Netflix.