De 14 afsnit varer i alt 26,5 minutter. Men ny dansk serie lykkes med mere end de fleste

‘Glaze’. (Foto: Asger Stage/ TV2 Østjylland)

SERIE. En af mine roman empires er sms-novellen, som det hedder på mikrotrendsprog. Jeg gider ikke engang spørge, om du kan huske den. 

Det var en komplet uorganisk dille, vist udelukkende populær blandt folkeskolelærere og desperate skolebogsudgivere, hvor forsvarsløse elever via sms-beskeder blev skrevet op til at modtage en form for fortælling. Det eneste, jeg kan huske om min, var, at en karakter på et tidspunkt bevidst puttede sine uvaskede hænder ned i en skål med frugtsalat efter et toiletbesøg. 

Det er meget nemt at håne den type innovationsforsøg for deres Smælk-energi. Set i bakspejlet har jeg dog fornyet respekt for dem, der prøvede at få noget substans ind notorisk hule steder. At møde de unge i øjenhøjde, gud forbyde det. 

»Oh, let’s make fun of the girl who took a risk and put herself out there creatively«, som salig Marnie Michaels sagde det i ‘Girls’. 

Derfor kan jeg også kun grundlæggende værdsætte, at der faktisk er kreative kræfter herhjemme, der har kastet sig over mikrodramaet. Genren kom til verden som kinesisk bras, frygtes at erodere Hollywood, men herhjemme helt anderledes og i modsætning til meget andet online-indhold virker næsten økologisk.

Hjemmelavet, AI-fri, skrevet, spillet og instrueret af rigtige mennesker. Og derfor med en snert af sms-novelle-risiko over sig. 

‘Glaze’. (Foto: Asger Stage/ TV2 Østjylland)

‘Glaze’ er produceret af den generelt beundringsværdigt innovative Aarhus-kanal Xor fra TV 2 Østjylland, der produceres »til og med unge med minoritetsetnisk baggrund«. Tidligere på året fik de et viralt hit med satirevideoen ‘Risskov-eksperimentet’, der parodierede ‘Tingbjerg-eksperimentet’.

Instruktøren bag mikrodramaet (nærmere en mikrokomedie) er talentet Milan Ganesan, der tidligere har været medskaber bag roste formater som barbershop-samtalerne i ‘Line up’ og instrueret miniserien ‘Familier i Norden’. Manuskriptet har Charlotte Mwakitalu stået for, og selvom lærredet her er det mindste, er ambitionsniveauet højt. 

Med 14 afsnit, der tilsammen kun har en spilletid på cirka 26,5 minutter, leverer den dog mange ting, det til tider virker, som om serielandskabet har givet op på.

Det mest åbenlyse er en trio sjove unge kvinder ved navn Helin (Victoria Elabdi Jensen), Fatima (Fadumo Abdalla) og Anisa (Kathrina Assaf).

Førstnævnte er en fremragende main character. 

Hun er lærervikar og indehaver af en mor fuld af gode grunde til, at hun aldrig finder en mand. Hvorfor mama har ret, får vi adskillige eksempler på i løbet af serien, der til tider minder lidt om ‘Det halve Malmø består af fyre, der har dumpet mig’ på størrelse med en Tic Tac og med et skud Aarhus V. 

Her skulle der være et Instagram-opslag, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Vi følger nemlig Helin og hendes tiltagende mandefatigue via et dokumentarhold på bedste ‘The Office’-facon, og når man har så travlt, som mikrodramaet har, giver det i den grad mening at tage et supergenkendeligt greb i brug. 

Der behøves dog ikke mere end et minut eller to for at etablere datinghovedpiner i flæng. Mislykkede bagsædebollerier eller dates, der udvikler sig til mundhuggeri over, hvor meget Helin forventer i brudegaven mahr, hvis de bliver gift. Hun kan faktisk ikke engang løbe en tur i fred uden at ende på en dårlig date med en fyr fra Strava, der sidder og snacker icebergsalat direkte fra skålen på en cafe. 

Enestående er dog også, hvad man inden for seriens univers måske kunne kalde en bottle-episode, hvor vi er med veninden Anisa på arbejde som underbuksesælger i firmaet Hero Underpants, ledet af en scenestjælende Anders Brink Madsen, som tvinger medarbejderen til at tale med »sexy baby voice« – en »evidensbaseret salgsform, der handler, at mennesker godt kan lide børn. Og sex«. 

Her skulle der være et Instagram-opslag, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Det meste af tiden er det udmærket selskab bare at være fluen på væggen, når Helin og Anisa vil lave en intervention på Fatima for at sætte end stopper for hendes endeløse interventions mod dem. 

Selvom det foregår i karikerede minibidder, er den totalt umiddelbare måde, ‘Glaze’ bare dumper os ned i sit miljø, befriende, lige meget hvilken indgangsvinkel man kommer med. 

Det bliver måske en tand for fjollet i længden, fordi man fornemmer der faktisk også er potentiale til at stikke tåen lidt mere i dramadelen af mikrodrama. 

Men i en tid hvor fiktionsserier til unge er en investering, de færreste tør lave, er det svært at blive andet end begejstret over, hvor meget man kan få ud af en lille halv time, hvis man gør sig umage.

Et solidt udgangspunkt for en sæson to.   


Kort sagt: På kun 26,5 minutter når den århusianske mikrokomediserie ‘Glaze’ mere end de fleste.

'Glaze'. Mikrodrama. Instruktion: Milan Ganesan. Medvirkende: Victoria Elabdi Jensen, Fadumo Abdahllah, Kathrina Assaf, Anders Brink Madsen, Sherin Habib Shokr, Emil Damborg, Abdul Habib Afzali, Christopher Nallo mfl. Spilletid: 14 afsnit à 1-2 min. Premiere: Kan ses på Xors Instagram & TikTok.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af