‘Alle elsker Rasmus’: Konceptet i ny TV 2-serie er vanvittigt og ambitiøst – så hvorfor er det så kedeligt?
SERIE. Rasmus Wallbridge skulle nok have anet uråd, da cheferne på Nordisk Film var færdige af grin over hans filmpitch, hvor en sekvens »ender i en voldsom sexscene, hvor jeg bliver slikket i røven af en dæmon«.
Han og ‘Wellington Special’-kammeraten Martin Johannes Larsen drømmer om at lave »den første danske ‘Scary Movie’«, og selvom ingen af dem har lavet film før, vælger Nordisk Film at gå videre med idéen. Tror Rasmus.
I TV 2’s nye serie ‘Alle elsker Rasmus’ er hver scene nemlig planlagt, og alle 149 (!) involverede mennesker spiller skuespil. Det ved Rasmus Wallbridge bare ikke. I en periode på fire måneder i lykkelig uvidenhed caster han skuespillere, networker med danske stjerner og indspiller ‘Scary Movie’-spoofen.
Det er en noget vildere type underholdning, end hvad man normalt ser på TV 2 – og hatten af for det.
Anders W. Berthelsen, Casper Christensen, Josephine Højbjerg, Anna Munch, Malte Ebert og mange andre danske stjerner tager del i det store fupnummer, og det er oprigtigt imponerende, at ingen af dem har talt over sig – især fordi flere af dem kender den stakkels hovedperson i forvejen. Også hatten af for gode pokerfjæs.
Det svimlende koncept er udført før i den banebrydende amerikanske serie ‘Jury Duty’ og den svære, men vellykkede toer ‘Jury Duty presents: Company Retreat’. Her blev to uvidende og uskyldige mænd udsat for henholdsvis en absurd retssag og en akavet firmaudflugt – der selvfølgelig alt sammen var iscenesat.
‘Jury Duty’ er et lille mesterværk. En genreblanding, der er så veludført, at man glemmer alt om moralske skrupler og bøjer sig i støvet.
Det skal selvfølgelig ikke lide ‘Alle elsker Rasmus’ til last, at en stor amerikansk produktion allerede har udført eksperimentet til perfektion. Alligevel afslører sammenligningen en åbenlys svaghed i den danske pendant:
Der sker ikke særligt meget i ‘Alle elsker Rasmus’. Eller det gør der … Det løfter sig bare aldrig over det hverdagstrivielle.
I ‘Jury Duty’ blev hovedpersonen udsat for små scener. En mand afslører sine seksuelle fantasier over for sine kolleger under hypnose. Et vidne forhører sig selv i retssalen. Det var scenarier, som kunne stå på egne ben comedy-wise. At der så er én, intetanende person i lokalet, som reagerer autentisk, er seriens særegne prik over i’et.
Man sidder ikke kun og venter på den store afsløring af løgnen, men er godt underholdt undervejs.
I de tre første afsnit af ‘Alle elsker Rasmus’ sker der til gengæld ikke noget, der bare minder om en god, gammeldags prank.
Her er et lille udsnit af scenarier, jeg formoder, er ment som jokes:
1. Rasmus og Martin bliver udsat for akavet stilhed på et Zoom-opkald.
2. Anders W. Berthelsen tager mærkeligt meget morgenbrød med til møde.
3. Rasmus får at vide, at hans briller med farvet glas er uprofessionelle.
4. Julie Rudbæk og Jesper Zuschlag spørger nysgerrigt ind til det tophemmelige filmprojekt.
Ha-ha?
Man kan håbe, at der skrues op for det vanvid, som præmissen (og Rasmus) fortjener. Og det kan da være, at kræfterne bag gemmer de vildeste idéer til seriens sidste tre afsnit.
Men indtil videre føles ‘Alle elsker Rasmus’ mest af alt som at få en kedelig intern joke genfortalt af din mest irriterende ven.
Rasmus Wallbridge og Martin Johannes Larsen har efter eget udsagn hang til »pruttehumor«. Og serien afhænger da også af, at man finder tanken om, at Malte Ebert »lugter af røvhul« hylemorsom. Eller at man griner lige højt, hver gang scenen, hvor Rasmus skal slikkes i røven af en dæmon, bliver nævnt.
Der er lyspunkter. Det hænder, at Rasmus Wallbridge får frie tøjler til at udfolde sin komik. Og der kan man se, hvad serien måske kunne have været. Der er trods alt få med større potentiale for gode reaktioner end en professionel komiker.
Det ser vi, da han skal improvisere sig gennem Casper Christensens (opdigtede) 70’er-inspirerede serie og finde på overskrifter om danske kendte fra 70’erne. Det var første gang, jeg oprigtigt grinte.
Men at Rasmus Wallbridge er sjov, behøvede man ikke 149 mennesker og fire måneder med skjult kamera for at finde ud af.
Kort sagt:
Den ’Jury Duty’-inspirerede prankserie ‘Alle elsker Rasmus’ har et vanvittigt og ambitiøst koncept, som man kun kan respektere. Men fraværet af egentlige pranks gør serien til en kedelig affære.
Anmeldt på baggrund af seriens første tre afsnit.