‘Wellington Special’: Instagram-komikere har skidegod kemi i deres egen DR-serie
»Hej, min lille sangdue…« og »TEKNO! KASTANJER! ET SPROGKURSUS!«
Selvom mange efterskoleelever har forsøgt, er der ingen, der kan sige det som Rasmus Wallbridge og Martin Johannes Larsen, og deres simple brug af »dolk« som udråbsord har fået stribevis af insta-brugere til at flække af grin.
Jeg har selv været en ivrig imitator af de kære gutter siden Larsens gennembrud som Magic Mrtin på DR3. Og efter makkerskabet med Wallbridge siden blomstrede op, er deres særprægede måde at snakke på blot blevet spredt endnu mere.
Med ’Wellington Special’ er spørgsmålet så, hvad der sker, når fænomenet skal stå sin prøve i et større format?
Serien overrasker ved at gå den fuldstændigt klassiske sketchshow-vej. Formatet minder meget om de to jævnaldrende kvinder fra FLÆS (Mette Søndergaard Nielsen og Sofie Jo Kaufmanas) i ’Hvorfor snakker vi ikke om mig?’, der hittede på DR sidste år. Og ved at gå dén vej undgår de et potentielt flop, hvis de karakterer, der langsomt er blevet skabt gennem mindre sketches på deres respektive Instagram-profiler, ikke i sig selv er stærke nok til at bære et reelt program.
Det er måske lovlig sikkert spillet, men det er fint, at de på den måde breder deres målgruppe ud og undgår det alt for indforståede. Og det er fedt, at man stadig får en lille snert af unik tilknytning til karaktererne ved at kende til betydningen i titlen ’Wellington Special’ (if you know, you know).
Formatet har dog også sine ulemper. Der er grænser for, hvor stor originalitet de formår at putte ind i et i forvejen færdigbagt koncept, og når de så begynder at hoppe i fjollede middelalderkostumer, går der for meget Monty Python i den.
Når ’Wellington Special’ fungerer, er det, fordi Martin Johannes Larsen og Rasmus Wallbridge kører den helt skarpe ping-pong, som de er bedst til, dynamic duo-style. Der opstår en helt særlig kemi, når det bare er de to, der får lov at give den gas uden alt for meget lir omkring dem, for eksempel i rollerne som de to generte videnskabsmænd, Aske og Laust.
Hist og her suppleres de også fint af Charter McCloskey, der rutineret leverer selv de mest fucked up replikker med naturlighed. Højdepunktet med trioen er vennerne Holm, A.C. og Lange, der har startet deres eget, totalt Berlin, brand. Ved begge de nævnte sketches skraldgrinede jeg.
Til gengæld bliver det aldrig godt, når lowkey ensemble-skuespillere blander sig – for eksempel til en parmiddag, når kæresterne mimer skøre dyr i en mere naturalistisk spillestil. Det bliver kikset på den utilsigtede måde.
’Wellington Special’ når kun sjældent op på højde med, hvad vi er vant til at se fra Martin Johannes Larsen og Rasmus Wallbridge, og kvaliteten af de forskellige sketches er meget svingende. Men jeg tror, de færreste vil klikke væk fra showet uden som minimum at have trukket på smilebåndet.
Kort sagt:
Kulsorte ’Wellington Special’ lever af frontmændenes skidegode kemi. Den burde de dyrke endnu mere.