’LOVER’: Ny DR3-serie er et friskt take på unges stofmisbrug
De fleste portrætter af stofmisbrug og afvænning i populærkulturen har handlet om mennesker på kanten af samfundet. Stoffer har oftest været et tegn på forfald og selvdestruktivitet.
Adam Augusts semiselvbiografiske ’LOVER’ viser i stedet brugen af narkotika blandt kloge, ressourcestærke, smukke mennesker med masser af håb for fremtiden. Men også midt perfekthedskultur, hvor deres egne forventninger til dem selv bliver for ukontrollerbare.
Her tyer seriens hovedpersoner til stofferne både i et håb om at kunne klare studier og hverdag bedre, men også for at kunne holde fri fra presset.
Vi møder Mikka, seriens hovedperson, da hun vågner i en ambulance efter en overdosis af fentanyl og kokain. Allerede dagen efter er hun til eksamen i psykologi på Københavns Universitet, hvor hun er utilfreds med kun at få et syvtal, selvom hun få timer tidligere er blevet genoplivet af en ambulanceredder.
Efter hun, på sit lærervikarjob, har haft næseblod ned i litteraturen foran hele klassen, vælger hun at søge hjælp. Men måske var det mere syvtallet, der gjorde udslaget.
Mikka håber på at blive forfatter, og det er næsten ikke til at bære at høre hende lyve til en veninde – på vej mod et afvænningsophold – om, at hun er blevet signet af et forlag og er på vej til Spanien på skriveretreat.
Seriens anden hovedperson, Noah, har man indtryk af bliver styret af sin sugar-mommy-kæreste (Marijana Jankovic), som overøser ham med gaver, men også bestemmer, hvilken skjorte han skal have på. På vej til en udlandsrejse med hendes venner får han et flip over, at kæresten ikke vil lade ham tage sit coke med i flyet.
Det er privilegerede lavpunkter, men stadig noget, der kalder på forandring for dem begge, og de møder hinanden på den samme døgnbehandling.
Mikka og Noah indleder et forhold, selvom det er stærkt imod stedets regler. Det er let af udskifte én afhængighed med en anden, og derfor er det forbudt. »Afhængighed er en patologisk kærlighedsrelation«, er der en oplægsholder, der siger på et tidspunkt.
Mikka bliver spillet af Clara Dessau, som også er instruktør og forfatter Adam Augusts lillesøster. Sidste år så vi hende kortvarigt i Marie Grahtøs ’Psykosia’, men ellers er hun et ubeskrevet blad. Det kunne godt ses som et risikabelt valg på flere fronter, men hun spiller Mikka med en rolig intensitet og en bagvedliggende desperation, der gør hende levende og interessant.
’LOVER’ er godt tænkt. Det er velkomment at se et andet take på stofmisbrug, men måske særligt at det forlænges ud i refleksioner over afhængighed generelt.
Deres jomfruelighed i oplevelser af helt almindelige ting er frydefuld, som da Noah spiser en Daim for første gang uden at være på stoffer. »Jeg har aldrig nogensinde smagt chokolade på den måde før«.
’LOVER’ er friskt og kompetent udført, og man kan mærke Mikka og Noah og vil gerne vide mere og følge dem.
Jeg kan være i tvivl om, hvor serien vil hen her efter fjerde afsnit, som har været grundlaget for anmeldelsen, og jeg kan være i tvivl, om den kommer til at svigte fortællingen for at have en pointe i stedet. Der er et hav af uforløste undertråde såsom tanker om at give afhængighed videre i arv.
Selvom ’LOVER’ på mange punkter indtil videre er på vej i en anden retning end Darren Aronofskys ’Requiem for a Dream’, der ender med at destruere hovedpersonerne fuldkomment som følge af deres stofmisbrug og drømme, er der alligevel steder, hvor jeg på tilsvarende vis bliver bekymret på hovedpersonernes vegne.
Særligt i scener med musikken fra When Saints Go Machine, der stemningsmæssigt komplementerer ’LOVER’ fortrinligt.
Kort sagt:
’LOVER’ er et friskt take på stofmisbruget blandt unge ressourcestærke mennesker i dag. Blot er der mange ting, der skal samles op på de sidste fire afsnit.