Legebørnene Barselona viste sig som modne rocksnedkere i Store Vega
KONCERT. »Vi var unge en nat«, synger Rud Aslak som allerførste linje på ’Kongevejen’, der afslutter Barselonas seneste album, ’Tag min hånd, så slipper vi’. Og som også var det første af to ekstranumre, da de afsluttede deres efterårsturné i et udsolgt Store Vega.
Den linje peger på en knude, der gennem årene har været vigtig for Barselona at få løst. Da de debuterede, var de vitterligt teenagere, deres debut-ep hed ’Drengepop’, og det bedst hittende af deres to debutalbum hed ’Legebørn’. Ungdommelig naivitet var engang en del af salgstalen for Barselona, og når duoen i dag nærmer sig de 30, er det begrænset, hvor længe det kan være en hjørnesten af deres identitet.
I Store Vega beviste de, at de har bevæget sig hinsides den drengede og stedvist lidt banale sangskrivning, de oprindeligt brød igennem med.
Da de for en stund spolede tilbage til ep-dagene med de tidlige hits ’Et år’ og ’Hvornår’, var det som om, der blev trykket på en pauseknap. Al den eksistentielle angst, der er begyndt at fylde i deres univers, blev kort sat til side, så vi kunne få disse obligatoriske fanfavoritter ud af vejen. Og derefter tilbage til der, hvor der rent faktisk var noget på spil.
Duoen spillede samtlige ti sange fra det seneste album, tilmed i samme rækkefølge som på pladen – men krydret med ti udpluk fra bagkataloget undervejs.
Flere af disse nye sange imponerede. En hvinende støjrock-guitarsolo gav ’Fast greb’ en god dosis kant, der talte godt sammen med Rud Aslak, der omfavnede vildskaben og bevægede sig ud til publikum. ’Mandala’ blev til en bragende, Oasis-kanaliserende arenarocker, hvor der dog også blev gjort plads til et dejligt ømt synth-mellemspil fra Rasmus Theodor. Og det tilbagevendende »hey!« på den knasende powerpop-banger ’Dubai’ fungerede perfekt til at få aktiveret publikum.
Men det var alligevel klogt ikke at køre det nye album i én lang smøre. For det var ikke svært at se forskellen i niveauet af gennemarbejdethed, når de diskede op med gamle kendinge som ’Fra Wien til Rom’, ’Min eneste rus’ eller ’Lyden af livet’, hvor de har haft flere år til at finpudse liveudgaverne.
Disse etablerede hits havde så gennemførte lysshows, formidabel scenedynamik og kløgtige soniske variationer i forhold til studieudgaverne, at de fik de ellers overordnet vellykkede nye sange til at blegne en kende.
Da de forførende korvokaler strømmede ud over publikum under ’Min eneste rus’, mens Rasmus Theodor fandt den mest charmerende sydstatssoulede keyboardindstilling, man kunne ønske sig, kildede det på alle de rigtige måder. ’Fra Wien til Rom’ var badet i rødvinsrødt lys og iklædt en hed, bluesrocket guitarsolo, mens ellers så sympatiske Rud for en stund teede sig som en dejligt arrogant rockstjerne, der ejede hele Vega.
Og hver eneste takt af ’Lyden af livet’ var bare så fintunet, at jeg er blevet overbevist om, at det er en decideret skandale, at den ikke blev et hit af ’Under din sne’- eller ’Smelter under månen’-størrelse.
De sange er blevet så gode live, fordi de er blevet modnet. Som en god Wien, ahem, jeg mener vin. Akkurat som legebørnene i Barselona selv er modnet.
Kort sagt:
Barselonas Store Vega-koncert viste, hvor smukke resultater man kan få, når man lader ting modne. Når man spiller sange live år efter år og finpudser dem, og når man selv tager afsked med den ungdom, man engang blev defineret af, for at søge andre kunstneriske horisonter.