Åh nej: 90’er-klassiker med Tom Hanks og Meg Ryan bliver genindspillet

Åh nej: 90’er-klassiker med Tom Hanks og Meg Ryan bliver genindspillet
'You've Got Mail'. (Foto: PR)

Hvis man lige var kommet sig oven på chokket fra ‘Practical Magic 2’, har jeg dårlige nyheder.

Endnu en højtskattet romcom-klassiker fra 1990’erne bliver nemlig livet op med kunstigt åndedræt. Og denne gang piller de virkelig ved arvesølvet.

Denne gang gælder det Nora Ephrons ‘You’ve Got Mail’, der bliver genindspillet. Det skriver Deadline.

Denne gang bliver det dog med en ny historie, og derfor kunne det også meget vel tyde på, at det heller ikke bliver med Meg Ryan og Tom Hanks i hovedrollerne. Detaljerne er dog endnu ikke offentliggjort.

Til rollen som instruktør har man dog Jason Orley i kikkerten, der tidligere har instrueret streamingkomedien ‘I Want You Back’ for Amazon og Pete Davidson-serien ‘Bupkis’.

Originalen tog udgangspunkt i den spritnye teknologi e-mail (på AOL) og fulgte en pennevenskorrespondance mellem to forelskede fremmede, der bag snabel-a’erne på the world wide web i virkeligheden viste sig at være konkurrenter på New Yorks bogmarked. Meg Ryan spillede den lokale boghandler Kathleen Kelly, mens Tom Hanks’ Joe Fox var en Barnes and Noble-, Amazon-lignende megaboghandler med Fox Books.

Eller som Joey i ‘Friends’ engang ikonisk udlagde det: »Tom Hanks, Meg Ryan, they get mail and stuff«.

Hvorvidt den nye version vil kunne leve op til forgængeren, vil tiden vise. Spændende bliver det ikke mindst, hvilken kommunikationsform der skal gøre det ud for e-mail, hvis historien kommer til at udspille sig i nutiden. Mødes de i en anonym Reddit-tråd? På Telegram? En fancy datingapp eller med AI?

Filmen er i den grad del af en større trend, hvor det er skattede titler fra fortiden med greb om det kvindelige publikum, som vender tilbage til biograflærred og skærm.

I foråret fik vi ‘The Devil Wears Prada 2’ og Prime-serien ‘Elle’ baseret på ‘Legally Blonde’.

Derudover brygges der i film- og tv-branchen også på nye varianter af 00’er-komedien ’13 snart 30′, ‘Dirty Dancing’, ‘Clueless’, ‘My Best Friend’s Wedding’,’10 Things I Hate about You’, ‘The Princess Diaries’ og ‘Bend it Like Beckham’.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af