Baio

For halvandet år siden kom det frem, at Chris Baio fra newyorker-kvartetten Vampire Weekend gemte på et ekstra talent ud over sine basevner, og hans debut-ep ’Sunburn’ var en hyggelig house-hyldest, der svømmede i selvsikkerhed og tilbagelænede feriereferencer.

På efterfølgeren fortsætter Baio den samme selvsikre stil, men med et noget andet resultat: Synthesizer-selvsving og en overivrig effektbrug har nemlig bedre chancer for at give grå hår end at sætte nogen som helst fest i gang.

Det er egentlig ikke fordi ep’en er fuldstændig tom for forførelsespotentiale. De konstant overfyldte fire-fjerdedels-arrangementer gør bare, at de vellydende elementer bliver noget nær umulige at nyde. Så når basgangen for eksempel får lov at fylde på det indledende titelnummer, indser man knap nok, hvor overlegen og hypnotiserende den faktisk er, før skingre stabs og hidsige vokalbidder tager over.

Efterfølgende er ’Welterweight’ et pusterum mest i kraft af, at lidt færre lyde kæmper om pladsen som mest insisterende. Men når Baios flødevokal tager over og en klichétung tekst fremsynges henover en lidt for forslidt house-melodi, glemmer man hurtig sin lettelse.

Det sidste nummer ’Banj’ er faktisk ep’ens eneste solstråle. Her beherskes det voluminøse lydbillede af rare doser rene klokker samt lange nedbarberede breaks, og når lidt fingerspillet guitar gør sin entré i sidste halvdel af nummeret, er det en smagsprøve på, hvor godt det kunne være blevet. Satte Baio sig bare en smule ind i begrænsningens kunst, ville han nok få lettere ved at byde op til dans.