Lady Gaga
Kan pop revolutioneres, når den samtidig skal møde vores opmærksomheds forudsigelige adfærd: Når den skal indfange millioner og atter millioner af Youtube-brugeres begær? I pop er revolution sjældent og risikofyldt. Innovation, derimod, det er pop god til: At opfinde et nyt og glitrende produkt, der kan ting, vi ikke forventede, men allerede åbenlyst havde behov for.
Med sit nye ’Artpop’-koncept forsøger Gaga imidlertid at sælge en revolution. Hendes idé? Mens 60’ernes Andy Warhol gav popkulturen kunstens langsommelighed, giver Gaga kunsten popkulturens fart. Det ses i videoen til ’Applause’, hvor kunstens symboler fræser forbi som biler i en actionfilm. Lukker man imidlertid øjnene og lytter, er revolutionen svær at få øje på, for ikke at sige usynlig. I stedet fremtoner Gaga på linje med de fleste andre popmusikere: Med en værktøjskasse af velkendte greb, som hun hårdtarbejdende forsøger at forny.
Læs anmeldelse: Lady Gaga ‘Born This Way’
Det lykkes så som så. Produktionerne er dejligt grundige og mindre retro end på tidligere album. Detaljerigdommen er flot med fascinerende gode overgange mellem kor, klaver, elektroniske beats og reallyde, selv om den stedvist bliver ufokuseret som på ’Mary Jane Holland’, hvor synth og elektrisk guitar går i uskønt samleje på en måtte af blip-lyde.
Selv om melodierne på albummet som sådan er gode, er den melodiske opfindsomhed vaklende: Nye ideer serveres lidt for ofte med en teatralsk gestus, hvilket er omtrent så trættende som Gagas skabagtigt åbne ’a’, når hun synger ord som ’tiara’ og ’catwalk’.
På ’Sex Dreams’, ’Aura’, ’G.U.Y.’, ’Dope’, Gypsy’ og ’Fashion!’ leveres imidlertid den ønskede innovation over kendte tricks. ’Fashion!’ minder charmerende om Bowies ’Let’s Dance’, omkvædet på ’G.U.Y.’ sender overraskende hilsner til The Cardigans, mens ’Sex Dreams’ har et hook, der i lethed og effektivitet er Katy Perry værdigt. Alt sammen serveret i Gagas signaturstil af musikalsk overdrev, der øverst på kraftanstrengelsens bølgetop fremviser en glimtende troværdig følelse.
Læs anmeldelse: Katy Perry ‘Prism’
Det overordnede budskab handler som sædvanlig hos Gaga om menneskets konstruktioner: Overflade er virkelighed, kærlighed er et stofmisbrug og berømmelse en religion. Men man fristes til at hviske ’Gaga, show don’t tell’. Modermonstrets evige forvandling har nemlig tendens til at virke ufarlig – som om de sociale konstruktioner, hun besynger, er noget man som individ vælger og vrager imellem, som klude i en klæd-ud-kasse, når nu man i virkeligheden oftest skøjter dubiøst rundt i dem (tænk Miley Cyrus).
Læs anmeldelse: Miley Cyrus ‘Bangerz’
På flere punkter er ’Artpop’ dog Gagas hidtil mest velfungerende album. Hører man det tre gange i rap, er det stadig overkommeligt. Desuden besidder det en velfungerende helhed, der står i imponerende modsætning til mange af tidens slet sammensatte popalbum.