Sterling – forfriskende flabet

Må man gerne sprede vingerne så bredt i vores lille andedam? Kan man tillade sig en sådan flabethed? Måske. Måske ikke. Sterlings Mads Nygaard Andersen virker under alle omstændigheder ret ligeglad. Frontmanden er popstjerne. Sådan er det bare.

Armbevægelserne var konstant maksimale, ligesom Andersen ikke stod tilbage for at pirre sine teenage fans i front for kun momentvis at lade dem røre hans opdatering af 80’ernes bondeskjorte. Og tak for det. For uden Andersens selviscenesættelse kan Sterling desværre godt virke en smule tamt.

Selv med den dosis råhed, som de fire jyder trods alt forstår at tillægge liveversionerne af de ellers så pæne, poppede sange, fremstår Sterling nemt kønsløst uden Andersens attitude. For det er forfriskende at se en dansk sanger, der udstråler så meget selvsikkerhed.

Endnu bedre havde det været, hvis Sterlings katalog bakkede frontmandens flabethed op. Det sker kun midlertidigt på hits som ‘Rødvin2004’ og ‘Lyssværd’. Her har Sterling til gengæld også nerver til at byde det ellers så stillestående danske indiepublikum op til dans. En dans, der er svær at modstå, hvis rytme er en del af ens motoriske ordforråd.

Men lidt for ofte sender Sterling sit publikum tilbage i rollen som bænkevarmer, mens bandet forsøger sig med de lettere naive, stille kreationer. En rolle, der hverken passer bandet eller Andersen. Nej, giv ham endelig lov til at blafre med vingerne. Hvad enten man egentlig kan tillade sig den slags herhjemme eller ej.