James Vincent McMorrow

Det kan undre en smule, hvornår det tropiske fandt sted i James Vincent McMorrows karriere. Inden denne plade bestod hans musikalske CV kun af en akustisk folkplade indspillet i et isoleret hus på den irske kyst. Meget kan dog være sket i de fire år, siden debuten udkom i hjemlandet, og meget er også sket. For fra folkperioden, over noget angiveligt tropisk, er McMorrow denne gang nedkommet med, hvad der bedst kan defineres som elektronisk r’n’b-folk. I et spændingsfelt mellem navnebroderen Blake og Bon Iver.

Åbneren ’Cavalier’ er pladens stærkeste skæring. Startende med McMorrows hæse vokal, fulgt i hælene af et stille klaver, der langsomt skifter ham til smygende synth. Ganske stille og uskyldigt, men inden længe driver sex og r’n’b ned ad væggen i takt med håndklap, horn og lidenskabelig falsetvokal.

Med ’Repeating’s storladne, militaristiske lilletrommeslag og McMorrows falsetvokal er vi tættere på Bon Iver, og med americana-guitaren på særligt ’The Lakes’ og titelnummeret, kan man igen mærke naturens isolation. Elektronikken sørger dog hele tiden for at holde den urbane civilisation inden for rækkevidde, selv om den gennemgående trommemaskine undertiden virker malplaceret.

Pladen lider af småsygdomme, der særligt skyldes, at McMorrows falset er for uvarieret til at holde pladen igennem. Således gør instrumenthullerne til tider numrene for skrøbelige, fordi det efterlader vokalen som eneste bærende søjle. Derfor slutter for eksempel ’Outside, Digging’ pladen vaklende af. Med det sagt vidner albummet om en musikmager, der endnu har mange legende evner at øse ud af, og som ikke nødvendigvis har fundet sit musikalske hvilested endnu.