ROSKILDE: Tiger Tunes – når skæve lyde bliver musik

Når tankerne falder på Tiger Tunes, går man egentlig blot og venter på at høre deres debut cd, der udkommer i august. Efter at have set bandet live et par gange er materialet ved at hænge fast, og musikken bliver i dette tilfælde modtaget med glæde.

Umiddelbart skulle man tro, at Tiger Tunes havde trukket nitten ved at være første band på Campingscenen allerede mandag kl. 14.45, men det var ikke tilfældet. Publikum havde i stor stil invaderet campingarealerne, og mange af dem fandt vej til det århusianske bands koncert. Og de gik ikke forgæves.

Selv om bandet på forhånd undskyldte deres optræden med alkoholdige udskejelser weekenden forinden, var det ikke tydeligt ved koncerten. De inkarnerede fans var allerede i hoppestemning foran scenen fra starten, hvor bandet leverede en stribe potentielle hits. Med en blanding af eksperimenterende rock a la Bob Hund og mere firserinspirerede keyboardpassager samt lyde, der ikke nødvendigvis er hørt i musik før, fik Tiger Tunes sat festivalen ordentligt i gang.

Desværre var der lidt for meget kommunikation fra Tiger Tunes til lydpulten, der åbenbart havde svært ved at tilfredse bandets behov for “mere monitor”. Men det ændrer ikke ved en solid koncert, der fortjent blev ønsket forlænget med ekstranumre af de mest ihærdige. Men desværre er det ikke tilladt på Campingscenen.

Koncert.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af