Sune Rose Wagner – litterær retrorock-æstetik

Tynd og usundt bleg, klædt i sort og bukserne en tand for korte på den helt rigtige måde. Med Jack Kerouac på armen, Karen Blixen på t-shirten og omgivet af smukke kvinder i sort på rytmebærende instrumenter gav Sune Rose Wagner alle, der overværede hans første koncert med sit nye, dansksprogede soloprojekt 2. juledag på et næsten udsolgt Loppen, en fin og overbevisende opvisning i disciplinen litterær sort retrorock-æstetik.

Wagners særegne blanding af amerikansk 50’er-pop og dansk sangskrivning overbeviste dog knap så meget som hans visuelle appel. Den meget fine fornemmelse for de helt enkle, poppede guitarfigurer kan ingen tage fra Wagner, ligesom sangenes simple akkordrundgange der iklædt sentimentalt ekko næsten virker hypnotiske. Desværre er hans tekster ubehjælpsomme og banale på grænsen til det klodsede og kan ganske enkelt ikke bære at få så meget plads, som de gør. Koncertens højdepunkt var derfor heller ikke et af Wagners egne numre men ekstranummeret, en fantastisk flot støjrockversion af Klichés ‘Masselinjen’ der blev opført med en massivt distortet guitarlyd.

I Raveonettes repræsenterer Wagner og Sharin Foo rendyrket coolness, men på egen hånd er dansk musiks hjemvendte søn hovedsageligt styret af egne selvoptagelser. Det klædte dog Wagners følsomme sange at blive iklædt livelyd på Loppen, som fik den generte produktion på albummet ud over rampen.