Mescalin, Baby – tomme brøl

Som vindere af P3’s talentkonkurrence KarriereKanonen indtog københavnske Mescalin, Baby Pavilion Junior efter den lovende introduktion »Den datter du ikke tør lukke ud efter midnat«, og det varede da heller ikke længe, før trusserne fløj om ørerne på det fem mand høje band.

Rent musikalsk befinder vi os ifølge bandet selv et sted, hvor The Velvet Underground deler spændetrøje med Bob Dylan. Hvilket i realiteten desværre lod en del tilbage at ønske. For siden hvornår har Velvet Underground spillet guitarsoloer og brugt så hidsige temposkift, at outputtet nærmere lyder som et afkog af 90’er-heltene i Primus?

Der er imidlertid ingen tvivl om, at Mescalin, Baby forstår at underholde et publikum. Den karismatiske forsanger Marc Facchini-Madsen gav den gas fra start med en eksplosiv energi, der har sin del af æren for bandets magnetiske tiltrækningskraft på hoppende ølmaver i flæng. Desværre var den musikalske oplevelse noget mindre fængslende, og Mescalin, Baby lød i høj grad som et band, der endnu ikke har knækket koden for, hvilken vej de skal med deres højenergiske rock.

Melodierne druknede alt for ofte i konstante frontalangreb fra rytmesektionen og de to guitarister, og så var det måske på tide, at aflive rap kombineret med rock én gang for alle? Mescalin, Baby skal have point for deres kampånd. Men drenge, der er forskel på alsidighed og stilforvirring.