Wire – elendige legender
Det begyndte sådan set meget godt. Men så gik det ned ad bakke. Rigtig meget endda. Aftenens koncert med det engelske artpunk-band Wire på Lille Vega var en af den slags begivenheder, hvor forventningerne var så store, at de i realiteten også var uopnåelige.
Wire blev dannet i London i 1976, og året efter udgav bandet albummet ‘Pink Flag’, der den dag i dag står som en milepæl ikke bare i punkhistorien, men også i musikhistorien. Men det er altså mere end 30 år siden, og det var oven i købet punk, og punk fungerer bare bedst, når den spilles af ungdommen. Som hos danske Iceage, der varmede op for Wire, endda så godt og grundigt at man burde være taget hjem straks herefter.
Men selvfølgelig skulle man se giraffen, og det – viste det sig – var der ikke meget ved. De første tre numre fungerede fint. De fire medlemmer spillede en på én gang aggressiv, tight og overraskende jolly poppunk. Det lød stramt og stort i lyden. Men også lidt for pænt. Senere gik der for alvor 80’er-pop i koncerten, og Wire lød pludselig som et kopiband, der spillede numre af Bowie, U2, R.E.M. og Roxy Music. Og så lød de – I’m sorry to say – lidt som et fritidsorkester, som havde fået lov til at spille hård rock til en firmafest.
I perioder var det virkelig slemt og tæt på elendigt. Frontmand Colin Newman spillede sine tonstunge barré-akkorder konstant og uden inspiration. Det lød oppustet og buldrende tomt. Okay, det rykkede meget godt momentvis, fordi Robert Gotobead bankede solidt igennem bag trommerne, men det var ikke kunst, og det var heller ikke værd at betale for.
