Khandi Alexander
Hvor kender vi hende fra?
Hun er efterhånden en garvet tv-skuespiller, der har haft fremtrædende roller i serier som ’CSI: Miami’, ’Skadestuen’ og den aktuelle ’Scandal’. Men der, hvor hendes dramatiske talent virkelig kommer til udtryk, er hos mesteren David Simon i først miniserien ’The Corner’ og siden New Orleans-fortællingen ’Treme’, hvor hun er perfekt som stædig barejer, der mister sin bror under Katrina.
Hvad er hendes filmudsigter?
Hun har haft meget små roller, blandt andet i ’Vild med Mary’ helt tilbage i 1998. Men gennembruddet på det store lærred er udeblevet. Med alderen har den 56-årige skuespiller dog fået en modenhed over sig, der sagtens vil kunne bære et stærkt filmdrama.
Elisabeth Moss
Hvor kender vi hende fra?
Hendes Peggy i ’Mad Men’ deler vandene – nogle finder hende irriterende nævenyttig og fornuftig, andre ser hende som et stærkt symbol på kvindefrigørelsen. Uanset hvad har Elisabeth Moss skabt en af de mest nuancerede karakterer i serien, og hendes rolle som politiefterforsker i Jane Campions miniserie ’Top of the Lake’ understregede, at hun har et lavmælt dramatisk talent ud over det sædvanlige.
Hvad er hendes filmudsigter?
Her kan vi nærmest være sikre på, at vores drømme går i opfyldelse. Elisabeth Moss var nemlig med i hele to film, der var udtaget til årets Sundance-festival, Charlie McDowells ’The One I Love’ over for Mark Duplass og ’Listen Up Philip’ over for Jason Schwartzman.
Moss spillede faktisk en pæn rolle i ’Girl Interrupted’, men lad os håbe, det egentlige filmgennembrud kommer nu.
Emilia Clarke
Hvor kender vi hende fra?
Jamen det er jo Mother of Dragons! Emilia Clarke har stået model til en af de mest medrivende karakterudviklinger i ’Game of Thrones’ – i starten lignede hun mest af alt et uskyldigt pretty face, nu er hun en hævntørstig, kompromisløs krigsherre.
Hvad er hendes filmudsigter?
Hun har en lille rolle i Jude Law-filmen ’Dom Hemingway’, og så spiller hun Sarah Connor i den kommende ’Terminator’-prequel, ’Genesis’, hvor Arnold vender tilbage i titelrollen. Det bliver sikkert noget skrald – men stærke action-roller a la Sarah Connor er nu ellers meget godt tænkt til Emilia Clarke.
Margo Martindale
Hvor kender vi hende fra?
Hun er én af vores favoritkarakterer i både koldkrigs-thrilleren ’The Americans’ og tredje sæson af ’Justified’. I begge udstråler hun – trods en fremskreden alder og lidet imponerende fysik – skræmmende autoritet, og hun kan være mere være mere underspillet ond i sulet end den barskeste action-skurk.
Hvad er hendes filmudsigter?
Hun har været med i film siden 90’erne, og senest har vi for eksempel set hende i en pæn rolle i Lance Edmands debut, ’Bluebird’. Men det store gennembrud er endnu udeblevet. I de rette hænder ville hun kunne spille røven ud af bukserne på en barsk birolle. Det er bare nødt til at være med bedre materiale end for eksempel den rolle, hun fik i den anstrengende ’Familien’ med Meryl Streep og Julia Roberts.
Tatiana Maslany
Hvor kender vi hende fra?
Hun havde en fin birolle som Toms love interest i et par afsnit af ’Parks and Recreation’, men det helt store gennembrud har hun fået i den roste sci-fi-serie ’Orphan Black’, hvor hun har den altdominerende hovedrolle som en kvinde, der finder ud af, at hun har en række kloner – kloner, der nu bliver slået ihjel én efter én.
Hvad er hendes filmudsigter?
Den canadiske Maslany omfavner stålsathed, styrke og desperation, hun har masser af strenge at spille på, og hun er ikke ligefrem ubehagelig at se på. Hvis ikke ’Orphan Black’ løfter hende til stjerneskuespillerindestatus i Hollywood, er der noget helt galt!
Ally Walker
Hvor kender vi hende fra?
Hun var lettere sadistisk politibetjent i ’Sons of Anarchy’, men viste for alvor sit talents dybde i den lidt oversete én-sæsons-serie ’Tell Me You Love Me’, hvor hun spillede husmor med seksuelle frustrationer. Med tynget forsigtighed skabte hun seriens måske mest nuancerede karakter.
Hvad er hendes filmudsigter?
Walker ser ud til at være strandet lidt i den del af tv-serie-land, der er mindre kvalitetstung – hendes nyeste projekt er den fransk-amerikanske ’Taxi Brooklyn’. Giv hende en filmrolle, hvor hun både kan gøre fuld brug af sit arrede, lidt hårdføre udtryk og sin følelsesmæssige kompleksitet.
Molly Parker
Hvor kender vi hende fra?
Hun var drugs-omtåget, fin new yorker-frue på afveje i barskt nybyggerland i ’Deadwood’, og så var hun et særdeles friskt pust som Frank Underwoods arvtager som whip i Kongressen i anden sæson af ’House of Cards’. Her kan hun vise sig at blive Franks største trussel med sin særprægede form for kynisk idealisme. Det kræver sin kvinde at spille op mod Kevin Spacey, men Molly Parker gør det med bravur.
Hvad er hendes filmudsigter?
Molly Parker var med i John Hillcoats ’The Road’ uden at efterlade varigt indtryk. Der må findes en Hollywood-caster, som kan finde hende en rolle, som både kræver styrke og sårbarhed. Canadieren kan bære det – vi er ikke i tvivl!
Keri Russell
Hvor kender vi hende fra?
Rigtigt mange vil nok huske hende fra titelrollen i ’Felicity’, hvor hun både var smuk og ret sej. Men at hun faktisk kan spille skuespil – altså virkelig spille skuespil – er først blevet slået fast med hendes hovedrolle i ’The Americans’, hvor hun spiller den ene halvdel af et russisk spion-ægtepar, der lever undercover som amerikanske bedsteborgere i Washington.
Hvad er hendes filmudsigter?
Hun får en af hovedrollerne i den kommende ’Dawn of the Planet of the Apes’, og selvom man kunne frygte det modsatte, håber vi, det bliver hendes vej til en perlerække af store og seriøse Hollywood-roller.
Læs også: Otte tv-skuespillere, der fortjener filmgennembruddet