Ryan Adams – akavet aften med akustisk hjertesorg

»Hvis det skal gå galt, kan det ligeså godt gå helt galt«, mumler excentriske Ryan Adams lidt ildevarslende efter et par numre tirsdag aften i DR’s Koncerthus. Efter en udmærket ‘Oh, My Sweet Carolina’ blev koncertens første del nemlig præget af forvirrende logistik og rod med lyssætning på den ene af de tre ‘stationer’, man havde placeret på scenen. Måske i et forsøg på at fylde den intimiderende scene ud, måske for at vinde lidt tid mellem numrene.

Den über-professionelle scenesnak er i hvert fald ikke Adams’ stærkeste kort, og han snakker mere eller mindre sort, mens han fumler med sit nodehæfte. Sikkert en forsvarsmekanisme mod den lidt uvante højtidelige stemning, der automatisk opstår i den finkulturelle højborg, men på grund af stedets opbygning virker det mere akavet end afvæbnende. Man tager sig selv i at ønske, at han ville tage en dyb indånding og gøre, hvad han gør bedst. For han kan som ingen anden kondensere hjertesorg ned i tre akkorder og en whiskeymarineret melodi, som han illustrerer med både ‘This House Is Not for Sale’ og ‘Everybody Knows’.

Ryan Adams’ mageløse stemmes opgivende klang lyder bedre end nogensinde før, men alligevel får han aldrig taget til at løfte sig helt i mere end korte sekvenser. Selv om en håndfuld af sangene, der bredt repræsenterede bagkataloget, kunne have brugt en rytmegruppe til at give lidt fremdrift, så var det ikke så meget manglen på backingband som manglen på koncentration hos Adams, der var aftenens problem.

Først under ekstranumrene og en seance med publikumsønsker og muntre afslag, slapper han af og giver os den fine ‘Let It Ride’. For de mange dedikerede fans var aftenens koncept noget nær det ultimative setup, men de febrilske skift mellem opstillingerne og den manglende ro, forhindrede magien i at indfinde sig.

Koncert.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af