Kidd – veloplagt show i stram snor

Hovedpersonen blev holdt i kort snor på Spot Festival af sublimt og stramt backingband.

Kidd har svært ved at stå stille. Men nogle gange stod han, næsten som en statist, ude i siden af Kongrescenterets store scene og bare nød det tungt rullende band, der var lokomotivet i forestillingen.

Temu-Devi Bacots kitchede talkbox passede som rom i cola til Kidd-universet, den ulasteligt klædte Abdullah S tilføjede raffinerede, ligefrem lirede detaljer på keys, og kapelmester Stunn Gunn, iført turban og solbriller bag et koloenormt trommesæt, holdt beatet stramt og sumpet i de delvist omarrangerede sange.

De tre var nattens voksne, og man fornemmer, at der altid er brug for sådan nogle til at holde Kidd i snor. Hovedpersonen var til gengæld i strålende humør – fokuseret, veloplagt og indstillet på at levere et godt show.

Og efter en længere identitetskrise, hvor han har svinget mellem pagnepop og undergrund, virker han nu til at have fundet sin hylde: »Skriv nu noget dybt og noget vigtigt / tal imod samfundet, sødt og forsigtigt / ja ja ja ja ja, jeg lover at tage stilling / men livet lige nu har fået evig festbevilling«, rappede han sigende på ’Uovervindelig’ fra albummet ’Kiddæssancen’, der udkommer senere på måneden.

Interview med Kidd: »Der er ikke lavet et eneste nummer på pladen, uden at en flaske champagne er blevet åbnet«

Kidd indledte med et vers fra ’Kysset med Jamel’ og krydrede med de velkendte ’Ik lavet penge’, inklusiv Eloq-gæstevisit, og ’Fetterlein’, og det voksende og heftigt festende publikum vidnede igen om, at han altså skruer omkvæd sammen, der sætter sig som støvleaftryk i panden. Ikke altid lige behagelige, men umulige sådan lige at tørre af igen. Folk kom spurtende og hujende fra bag i salen for at hoppe til deres personlig favorit.

De fleste nye sange viste også effektive muskler. Fra det frådende EDM-monster ’Blæst igen’, over det Prodigy-klingende jungle-klimaks i ’Universets centrum’, til den befriende tilbagelænede, skævt groovende ’Kongerne af 2011’.

Der var deciderede kæmpekiks i timingen mellem bandet og Kidd, som han rystede af sig med et skævt smil eller et »av!«, og hans vokal er stadig skingrende falsk. Værst står det til, når han skal synge, meget bedre fungerer det, når Kidd læner sig op af et stramt beat. Og det sørgede Temu, Abdullah og Stunn for, at han gjorde han det meste af tiden på Spot Festival.

Læs også: Kidd: Mit liv som mixtape

Koncert. Koncert Spot FestivalScandinavian Congress Center. Setliste: 'Kysset med Jamel''Blæst igen''Kærlighed koster''Ryst pagne''Evig kærlighed''Ik lavet penge''Kongerne af 2011''Uovervindelig''Universets centrum''Brunt øje''Fetterlein'
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af