Chromatics – filmisk cool

I Skuespilhusets foyer hænger der en stor plakat, der reklamerer for den kunstige verden af spejle, røg og forførelse, som teatret skaber for sit publikum. Man inviteres til at træde ind i illusionernes kabinet. I den forstand var det helt på sin plads at høre Chromatics i selv samme foyer til Distortions nattefest.

Filmisk, cool, udsvævende og spændingsfyldt lod de musikken flyve ind i natten med havnen bag sig, fyldt med mørke skorstene og operaen på den modsatte kaj, der lyste ihærdigt og misundeligt. Chromatics indfanger nemlig den for teaterkunsten specielle kombination af inddragelse og distance, som er et perfekt rum for illusioner og drømme.

Læs også: Se billeder fra Distortion i Indre By

Ruth Radelets vokal var doven og luftig, men præcis og klar, næsten imiterende Hollywoods tidlige sangerinder. Der blev heller ikke sparet på ’Drive’-associationerne med neon og nattegader på scenens lysprojektioner. Karakteristisk for den teatralske performance var også den udsøgte professionalisme, som musikken blev fremført med. God lyd, præcise og fejlfrie musikere, nøjagtig tilrettelæggelse som en velklippet film.

Midlerne var i virkeligheden sparsomme, eller i hvert fald nøje afbalancerede. Sangene, der ofte strakte sig til længere, opbyggende seancer, fik lov at spille med få og tydelige lag af synth, trommer, bas og guitar, der aldrig svømmede sammen, men kun trådte i kraft med klare formål. Melodier, riffs og akkorder skulle høres og mærkes. Det var på mange måder den perfekte Distortion-booking til onsdag aften. Mere mellow end storslået, men stadig festligt med sin vemodige, low-tempo disko, der ikke vil afsløre, hvad den lover dig, men tydeligvis har en plan gennemsyret af indsigten om livets fornøjelser og skyggesider.