Gonjasufi – sufien, der bare ville spille hiphop

Skulle nogen føle, at deres trommehinder hang en anelse i laser, og i øvrigt ellers være en smule skuffede over repertoiret, efter endt koncert med Gonjasufi og ’band’, kan de ikke komme og sige, at de ikke var advaret. Som en anden domptør i et bizart cirkus præsenterede ét af Gonjasufis tre ’bandmedlemmer’ aftenens menu: Eksperimental hiphop lød overskriften, og det var så sandelig, hvad den stod på.

Gonjasufis nyligt sammenbragte band, der foruden førnævnte alternative hypeman bestod af Scrapes på turntable og Psychopop på MPC og andet elektronisk lir, lagde fra land med bragende skæv og dystopisk hiphop-stemning. Efter få numre entrerede hovedpersonen som en urban munk nærmest ubemærket scenen. Ubemærketheden forsvandt dog temmelig hurtigt i hashtågerne, i det Gonjasufi på sin velkendte vokalt halssprækkende vis tog livtag med hele to mikrofoner og en effektboks.

Ligeså vrængende og hvæsende hans vokale præstation var, ligeså skabet var hans performance. Skønsang eller traditionelle rimstrukturer skal man kigge længe efter, når Gonjasufi mildest talt aparte take på hiphoppen for alvor tager fart. Men bedst som man for alvor var kommet ind i det dommedagstunge univers og begyndt at værdsætte leveringen, afbrød Gonjasufi irriteret sine udladninger. Monitoren virkede ikke, og det var et tilbagevendende irritationsmoment resten af koncerten.

Læs anmeldelse: Gonjasufi ‘A Sufi and & a Killer’

I det hele taget blev irritation lidt af et hovedtema for denne aftens koncert. Gonjasufi har i interviews givet udtryk for, at han egentlig meget hellere vil lave hiphop end den grænseoverskridende indie-psychedelica, som han er blevet kendt og elsket for. Og det kunne man tydeligt mærke denne aften, hvor hits som ’Ancestors’, ’Kowboys and Indians’ og ’Kobwebz’ blev leveret med en nærmest irriteret trodsighed. Og tilsyneladende var Gonjasufi temmelig ligeglad med, hvad det i øvrigt ikke særlig talstærke publikum syntes om hans performance. For som han sagde: »Mit ry er alligevel allerede ødelagt«.

I stedet udartede koncerten sig til en seance for de særligt indviede. Der var helt sikkert en god flok, der havde kæmpe optur over at være blevet lukket ind i Gonjasufis øver for en aften. Til tider ramte de distortede effekter og de buldrende beats, der konstant lå og balancerede på sammenbruddets rand, da også et fascinerende lydligt klimaks, man kunne nikke med nakken til. Men i længden var det svært at fastholde koncentrationen, og denne anmelder endte med at blive en smule irriteret over det supersoniske lydangreb og manglen på velvilje fra hovedpersonen selv.