Vi sidder bare her
Hvad enten Jørgen Leth optræder som cykelekspert, digter eller filminstruktør, sker det altid med udgangspunkt i det sanselige og æstetiske. Således også her på den 76-årige kunstners tredje musikalske rendezvous med Mikael Simpson og Frithjof Toksvig.
Som på trioens to foregående udspil er præmissen mødet mellem båndede beretninger om stort og småt fra ordmanden Leths mund, der parres med Simpson og Toksvigs beherskede musikalske underlægning. Resultatet er en slags ambient storytelling, hvor Leth indtager hovedrollen som historiefortælleren, der spontant ytrer sig om, hvad der ligger ham på sinde, mens de to musikanter effektivt understøtter ordstrømmene med diskret stemningsmusik, som aldrig tager opmærksomhed fra fortællingen.
Læs anmeldelse: Vi sidder bare her ‘Ikke euforisk’
Leth pendulerer hypersanseligt mellem (lomme)filosofiske, lårklaskende komiske og svært melankolske tankespind. Filosofien optræder i for eksempel ’Løgn’ og ’At henvende sig til Gud’, hvor Leth i førstnævnte filosoferer over løgnens mere eller mindre destruktive væsen, mens han i sidstnævnte gør sig tvivlende tanker om spiritualitet og åndelighed.
Komikken er mest udtalt i den knuselskelige ’Den hvide serviet’, hvori han uforbeholdent erklærer sin kærlighed til store, hvide, pressefoldede servietter, som »er ligesom et dokument, der skal foldes ud i skødet«. Men den optræder også i slutningen af ’Kalkunhals’, hvori Leth morsomt udstiller sin egen forfængelighed, når han beder bekendte forsikre ham om, at han trods sin fremskredne alder endnu ikke har »kalkunhals«. Modsat står melankolien centralt i den smukt sugende rejseskildring ’Gennem Danmark’, hvori hovedpersonen italesætter nostalgien og vemodet, han oplever under sine mange togrejser.
Trioens tredje møde positionerer sig fint i forlængelse af forgængerne, og hører man til Leth-disciplene, er her masser af guldkorn at hente.