The Divers
Danske The Divers nørder på deres debutalbum igennem med den kølige synthpop et sted i vakuummet mellem deres dystre genreidoler fra 80’erne og den nylige chillwave-bølge, der skyllede ind over os for få år siden og stadig ulmer som en understrøm i 2014-poposfæren.
Vi starter med roserne: Albummets ni numre er produceret fornemt og efter alle kunstens regler, med flotte detaljer og god balance mellem punch og dynamik. Men den plastiske, processerede og åleglatte vokalproduktion er ikke én, der klæder alt, og især Benjamin Kongsteds dybe croon bliver så rungende lagkageopulent i det dress, at The Divers mister universaltække på det.
Det går bedre, når Josefine Hilfling griber mikrofonen og bevinger ‘The Nonage of Our Souls’ og ‘Monologues’ med engleblide, lyse linjer. De to numre står derfor også for undertegnede som albummets absolutte højdepunkter sammen med instrumentalen ‘Permanent Cinema’, hvis combo af frygtløs cheesy noir-saxofon og højtravende synths vækker gode minder om Vangelis’ soundtrack til ‘Blade Runner’.
Dermed ikke være sagt, at skivens øvrige sange ikke har kvaliteter. Den formidable singleforløber ‘Diamond Dust’ imponerer eksempelvis med langt flere melodiske facetter, end man ville forvente af et popnummer af den karat, men symptomatisk for en del af numrene er det, at der er for få gode hooks i dem til at holde interessen fangen i deres lovligt langstrakte spilletid. The Divers bør fatte sig lidt kortere, hvis ikke de skal drukne i den sværm af andre synth-aficionado-acts, branchen flyder med for tiden.
Læs også: The Divers og andre talenter klar til Roskilde Festival