M83 – elektronisk no-brainer stadionrock
Anthony Gonzalez, hjernen bag den højtsvævende synthmaskine M83, havde i sagens natur malet Arena-scenen med tusinde funklende stjerner til aftenens festlige anledning.
Stjernerne og det drømmende bagkatalog til trods, stod den fra starten på den slags primitive synthrock, som virker bedst, når man enten har drukket nok lunken papvin eller er småforelsket. Tydeligvis var mange af de tilhørende på et af disse stadier, da man intet kunne sætte på atmosfæren.
Læs live-anmeldelse: Cold Specks på Roskilde Festival
At det ikke kogte helt over trods høj stemning skyldtes mest af alt de tamme trommer, som virkede uendeligt blege i de ellers dejligt rungende beats og ikke formåede at eksekvere de dygtige opbygninger, der blev serveret på et sølvfad. I det hele taget manglede der ofte lige det ekstra gram konsekvens, som man bliver nødt til at medbringe, når man som M83 konstant balancerer på grænsen mellem dødsens elektronisk alvor og cheesy stadionkitsch. En del gange røg de på den forkerte side af den smagfulde grænse – for eksempel da et rumvæsen (fra ’Hurry Up, We’re Dreaming’-coveret) kom på scenen iført laserfingre. Bandet måtte derfor kæmpe for at blive vurderet som andet end 100 procent festivitas, hvilket det franske band uomtvisteligt er – det vidner de solide plader om.
Læs også: Festivalstil på Roskilde
Det stod i manus, at ’Midnight City’ ville please publikum med no-brainer synth og live-saxofon, men derudover kom de sexede elementer først rigtigt på visit til sidst, hvor vokalist og keyboardspiller Morgan Kibby dansede alfedans, mens Gonzales pumpede elektroniske steroider i aftenens ekstranumre. Mere sex, mere konsekvens og mindre gøgl, tak.
