Black Star – mere end bare to gamle mænd

Hårpragten var lidt længere og skægget lidt mere busket end på det gennemsnitlige hiphop-publikum, da Vega torsdag aften bød på et længe ventet gensyn med to af hiphoppens største. Og netop det mere afslappede look på det aldersmæssigt spredte publikum afslørede, at man denne aften kunne forvente sig hiphop af en anden karat, end den der hærger kommercielle radiostationer og dansegulve nu om dage.

Inden der var gået meget mere end et par numre viste det sig hurtigt, at en aften tilbragt i selskab med Black Star alias Mos Def og Talib Kweli skulle blive lige præcis den hyldest til den intelligente hiphop, som man havde kunnet håbe på. Det var ikke et perfekt eksekveret show – men til gengæld osede det af integritet, spilleglæde og lyrisk overlegenhed.

For fjorten år siden gik Mos Def og Talib Kweli sammen under navnet Black Star og kreerede en plade, der har haft umådelig betydning for den gren af hiphoppen, der kendes under navnet conscious rap. Aftenens koncert var centreret omkring dette album, med velvalgte afstikkere ud i d’herres imponerende solokarrierer. Der var på ingen måde tale om en slavisk tilgang til Black Star-albummet – men det hjalp absolut på stemningen, at tredje og fjerde indskud var dobbeltnummeret ’Definition/Redefition’. Så var den håndkastende hiphop-stemning sikret, og Mos Def kunne bevæge sig videre til materiale fra sit seneste mesterværk af et album ’The Ecstatic’. Her skabte ’Auditorium’ fællessang, og man følte sig i en temmelig euforisk stemning over mængden af slidstærk, soul-fyldt og meningsfuld hiphop, der strømmede fra scenen.

Publikums kærlighed blev i den grad værdsat fra scenen, hvor specielt Mos Def var i et fantastisk hengivent humør. Talib Kwelis stil er mere underspillet, og til tider virkede han en anelse mentalt fraværende. Men da han en tredjedel inde i koncerten diskede op med to-tre minutters uafbrudt acapella-rap, herskede der ingen tvivl om, at også Kweli var 100 procent til stede.

Det var nu alligevel Mos Def, der trak læsset hjem, hvilket nok også skyldes, at han er den af de to, der har leveret de mest interessante udgivelser på det seneste. Men allerbedst var det selvfølgelig, når tag-teamets kvaliteter blev dyrket som på den fantastiske og meget minimalistiske version af ’K.O.S. (Determination)’.

Samlet set var der til tider lidt problemer med lydniveauet, hvor de melodiske tendenser i de soulede produktioner ikke altid fik nok plads. Og det var en særdeles spøjs afslutning på koncerten at se Mos Def spille fem minutters luftguitarssolo til et eller andet obskurt fusionsfunk-nummer. Men kærlighed gør jo blind, og det var en fryd at lægge øre til, hvor spændstige og dybsindige to voksne mænd med noget på hjerte kan lyde. Forhåbentlig har morgendagens rappere taget noget inspiration med hjem.