Blur – et vanvittigt værdigt punktum

Det gendannede, fuldtallige Blur, Way Out Wests absolutte headliner og tilløbsstykke i år, skuffede næppe mange af de tusindvis af fremmødte med et helhjertet, bredtfavnende set, som kom vidt omkring i britpoplegenderne og -overlevernes farverige karriere. Man kunne ikke mærke, at Blurs to eksklusive festivalgigs på henholdsvis dansk og svensk grund blot i anførselstegn er opvarmning for den forestående tjans med at lukke og slukke OL i London senere på ugen.

Atter tilbage i rampelyset faldt firkløveret hurtigt ind i hjemmevante roller. Damon Albarn eksploderede med ny, kæk sølvtand i flaben som et Duracell-utrætteligt energibundt ud over hele scenearealet – mest intenst under rodebunke-punksinglen ‘Popscene’ – og var tilmed helt nede og stå ovenpå de første rækker af crowden under den landmine-eksplosive ‘Trimm Trabb’.

Dave Rowntree sad i dyb koncentration bag tønderne, Graham Coxon så sky og forsagt ud, selv under sine crowning moments med ‘Coffee & TV’ og ‘Tender’, og Alex James promenerede som den ensomme, lakoniske hævner vanligt rundt i scenens modsatte side med sin bas.

Læs også: Hør Blurs 10 vigtigste numre

Der er afgjort numre, som Albarn er gladere for at spille end andre, og så er der hits, hvis levering er noget mere pligtbetonet. ‘Jubilee’ gik helt på røven, og ‘Parklife’ blev i høj grad båret af publikum. Omvendt fungerede eksempelvis sangene fra ‘Blur’ og ’13’ helt eminent: ‘Beetlebum’ lød præcis som den skal – tonstunge, riffhuggende og sortsodede vers og omkvæd helt op over skyerne, ‘Caramel’ var katarsisk og sjæludkrængende, ‘Song 2’ dumsmart og jetmotor-brølende mens den enlige repræsentant fra Blurs foreløbige svanesang, ‘Think Tank’, singlen ‘Out of Time’, var massiv, basrumlende og tilmed gæstet af en virtuos oud-spiller. Der blev også plads til en kuriøs afstikker med b-siden ‘Young and Lovely’, mens vi blev forskånet for ‘Country House’.

Det er svært at overgå et så stort nummer som ‘This Is a Low’ – og især i en så gribende uafrystelig fremførsel, som Albarn formåede – men det 70 minutter lange set blev opfulgt af seks ekstranumre – den af ‘Trainspotting’-soundtracket udødeliggjorte og hjertesvulmende ‘Sing’, den nye ballade ‘Under the Westway’, ‘Intermission’, ‘End of a Century’, ‘For Tomorrow’ og endelig ‘The Universal’. Først- og sidstnævnte blev begge serveret i den opulente garniture, de fortjente, bakket op af korpiger og en blæsersektion, mens ‘Under the Westway’ var mere nedbarberet, nøgen og alvorligt smuk. Af de to nye numre var den afgjort lettest at tabe hjertet til, mens ‘The Puritan’ midt i settet mere syntes som lidt af en rodet kreativ blindgyde.

I forhold til Skanderborg trak Gøteborg et marginalt længere strå – 21 kontra 18 numre. Kunne man, selv som superfan, have ønsket sig mere? Måske. Er dette vitterligt, som rygterne går, et punktum for Blur, var det dog også et vanvittigt værdigt et af slagsen. Men især det poetiske, snedige valg af de sidste to ekstranumre og især symbolikken, man kan vælge at læse i deres lyrik, levner måske håb om nye toner fra firkløveret. »Holding out for tomorrow« og »It really, really, really could happen«? Ja da! Fingrene er hermed krydset.