The Kissaway Trail

Her kan du streame ‘Sleep Mountain’ på The Kissaway Trails Soundvenue-profil.

Det er sjældent, at et dansk band udgiver et album, der lyder så professionelt, helstøbt og gennemtænkt, som det er tilfældet med The Kissaway Trail og deres andet album ‘Sleep Mountain’.

Og ikke alene er produktionen perfekt og udført til højeste karakter, men sangskrivningen er der heller ikke en finger at sætte på. Der er simpelthen tale om gode popsange fra start til slut. Sange som sagtens kunne holde til at blive spillet på en akustisk guitar, men som vinder endnu mere ved at blive hyllet ind i den specielle form for livsbekræftende melankoli og storslåethed, som er The Kissaway Trails store force.

Inspirationskilderne er helt tydelige. Det er organisk indierock, med Arcade Fire som det mest åbenlyse eksempel, der sigtes efter, men hvad gør det, når resultatet er så godt, som det er. Ingen numre falder igennem, men der er nogle, der gør det modsatte og rager op som funklende lystårne af vemod og håb. For eksempel den helt fantastisk medrivende ‘New Lipstick’, den både skrøbelige og pompøse ‘Enemy’ og den bombastiske ‘larger-than-life’-stadionknuser ‘New Year’.

‘Sleep Mountain’ er et stort album, men armbevægelserne bliver aldrig for store eller unødigt vulgære. Popmelodien og den melankolske grundstemning er hele tiden i fokus og tabes aldrig på gulvet. Så det er sådan set meget enkelt: The Kissaway Trail har lavet et af årets foreløbigt bedste danske rockalbum.

The Kissaway Trail. 'Sleep Mountain'. Album. Bella Union/Playground.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af