‘Bluebird’
Fleetwoods ’The End of the World’ og ’Tragedy’ er blot nogle af de symptomatiske sangtitler, der er med til at sætte den melankolske tone i 33-årige Lance Edmands debutfilm, Bluebird. Omsorgssvigt, overlevelsesskyld og nervøst sammenbrud er blot nogle af de usædvanligt tunge temaer i Edmands sentimentale indie-film om to kvinder, hvis liv bliver lagt i ruiner efter en tragisk ulykke forårsaget af en fugl.
Edmands har været klipper på en af vor tids bedste tv-serier, ’The Wire’, og har sammensat et hold af skuespillere, der primært er kendt fra tv, blandt andre Adam Driver fra ‘Girls’ og ‘Mad Mens’ John Slattery. Det bedste ved filmen er dog fotografen Jody Lee Lipes’ blåtintede billeder af sneklædte landskaber fra Maine, der smukt afspejler den nedslåede stemning, som gennemsyrer filmen.
’Bluebird’ følger den kvindelige skolebuschauffør Lesley (Amy Morton), der trods tolv års erfaring en dag kommer til at glemme en dreng bagerst i bussen, fordi hun bliver distraheret af en sjælden, blå fugl under sit sædvanlige rutinetjek. Det er faktisk først morgenen efter – næsten et døgn senere – at nogen overhovedet opdager, at drengen mangler. Hans teenage-mor Marla (Louisa Krasue) har nemlig svedt ud, at hun skulle have hentet sin søn ved busstoppestedet, da hun aftenen forinden var høj på sin sædvanlige cocktail af øl, pot og piller. Og det er selvfølgelig aldrig godt at glemme sine børn, men hvis man bor i Maine, hvor temperaturen flirter med de minus 30 grader, kan det være fatalt.
Dagen derpå må både den unge mor og Leslie indse, at deres forsømmelser har ført til, at drengen nu ligger i koma. Og ligesom i Atom Egoyans fremragende The Sweet Hereafter fra 1997 er det ikke selve ulykken, der interesserer Edmands, men eftervirkningerne. I det hele taget fremstår Bluebird som en slags genfortælling af Egoyans film. Men hvor Egoyan poetisk og subtilt afholder sig fra at placere skyld, nedkoger Edmands ulykken til et lidt banalt spørgsmål om at vælge mellem to syndere. Og dermed rammer tragedien ikke nær så hårdt.
Vi ved jo ellers alle sammen, at det kan føles godt at få afløb for følelserne ved at overvære andres ulykke på film – og en instruktør som Michael Haneke er et glimrende eksempel på, at fortællinger, der langsomt suger livslysten ud af dig, kan være mesterlige alligevel. Men med ’Bluebird’ føler man desværre ikke, at det har været 90 minutters hensættelse i depressiv tilstand værd.
Kort sagt
Alle er deprimerede eller decideret selvmordstruede i Lance Edmands debutfilm, indie-sagen ‘Bluebird’ om eftervirkningerne af en tragisk skolebusulykke i det tilsneede Maine. De smukkede billeder kan ikke skjule, at filmen virker som en lidt bleg kopi af Egoyans mesterstykke ‘The Sweet Hereafter’.