I sidste uge fik femte afsnit af HBO’s homo-serie ’Looking’ premiere. Et fremragende afsnit, der gik i dybden med én af seriens tre hovedpersoner, Patrick, hvis spirende forelskelse i latinoen Richie vi fik et intimt indblik i.
Seriens første fire afsnit var udmærkede uden rigtigt at komme ind under huden på hverken miljøet eller karaktererne. Det var tilfældigvis de fire afsnit, medierne havde fået til anmeldelse på forhånd.
Vores anmelder, Naja Hertzum, var ikke skræmt væk af de fire afsnit, men heller ikke helt oppe at køre over dem, og hun gav serien tre stjerner. Helt fair og forståeligt – men i afsnit fem løfter serien sig til det niveau i naturlighed og følsomhed, som seriens primære instruktør, Andrew Haigh, også ramte i sin beslægtede debutfilm ’Weekend’.
Jubler over første halvleg
Der kan være gode grunde til, at det kun var de første fire afsnit, medierne fik stillet til rådighed. Men det peger på den grundlæggende udfordring, det er at diskutere og behandle de store tv-serier i fora, der er større end bodegaerne, dagligstuerne og lukkede Facebook-tråde. Ikke bare for anmelderne – men for alle, der går op i serierne og brænder for tale om dem, men er nødt til at holde sig tilbage: Man vil jo ikke ødelægge oplevelsen for andre.
Som regel anmelder vi blot de første par afsnit af en ny serie, da det er, hvad der bliver stillet til rådighed. Det er næppe gået nogens næse forbi, at de bedste af serierne bliver sammenlignet med de store romaner af Dickens og Thomas Mann i fortælle-scope og kompleksitet. Og anmeldelserne svarer altså nogenlunde til at anmelde ’Oliver Twist’ ud fra de første par kapitler af bogen. Tyder godt, glimrende skrevet, ham Oliver virker til at være en værre én!
Man kan selvfølgelig sagtens lave en faglig vurdering af de æstetiske og dramaturgiske kvaliteter og vurdere, om man har lyst til at se videre, ligesom man kan formidle, om karaktererne virker til at have dybde og troværdighed. Men i sidste ende er det også lidt som at juble over sejren eller græde over nederlaget efter første halvleg af en fodboldkamp.
Den aktuelle, tredje sæson af ’Girls’ tog for eksempel først for alvor fart i fjerde afsnit. ’Boardwalk Empire’, ’Dexter’ og ’Game of Thrones’ er andre serier, hvis sæsoner har startet tungt. En anmeldelse af ’True Detective’ uden de seneste par afsnit vil også være en halvkvædet vise.
Kun interessant for indbrudstyve
Nogle amerikanske medier løser det ved at anmelde hver enkelt nye afsnit, dagen efter det er blevet sendt. Det er en model, vi vil prøve med nogle af de mest profilerede serier. Men den løsning kommer hurtigt til kort, for hvad så med Netflix’ store serier? Hvad filan gør man, når alle tretten afsnit af ’House of Cards’ bliver tilgængelige i en håndevending?
Man kan selvfølgelig sætte en anmelder til at binge-watche tolv timer i streg og skrive om hele serien på Underwood-adrenalin og dårlig kaffe. Resultatet vil være en spoiler-tekst, som langt de fleste mennesker, der faktisk har et, uhm, liv, ikke bør læse før lang tid efter. Og medierne har jo også til at opgave at guide i de nye serier, så snart de kommer, i stedet for at halse håbløst bagefter. Hvilket i forvejen er svært, da der på en voldsomt imødeset serie som ’House of Cards’ er en streng embargo, der betyder, at man ikke må skrive et kvæk før premieredatoen.
Det fører til nogle syrede nødløsninger, som da Politiken op til premieren interviewede to anmeldere (heriblandt deres egen) om, hvordan det var at skulle anmelde ’House of Cards’. Her kunne man blandt andet få at vide, at Berlingskes Jesper Beinov var glad for, at han snart skulle på ferie, så han kunne se resten af sæsonen. Næppe interessant for andre end indbrudstyve.
Mediemasturbation?
Men er det ikke bare first world problems og meta-medie-masturbation? Jo til det første, nej til det andet.
Vi er nemlig så mange, der nærmest religiøst følger de mange serier, at det er ærgerligt, hvis medierne ikke bliver en seriøs del af den diskussion, mange alligevel har efter det seneste afsnit ’True Detective’ eller ’Girls’. At man ikke kan holde sin egen oplevelse op mod en saglig og velartikuleret vurdering noget sted herhjemme. At nogen måske bliver skræmt væk af en dårlig anmeldelse af en serie, som løfter sig i løbet af sæsonen.
Vi vil prøve at eksperimentere med formaterne og se, hvad der fungerer. Men er der nogen, der har gode forslag og inspiration, er de mere end velkomne. På den måde kan vi komme i gang med at diskutere, om det nu også gav mening, da Rust Cohle pludselig, whatthefuck, helt ud af det blå … Nej, undskyld.