‘Fortiden’
Ikke siden ’You’ve Got Mail’ har e-mail-udvekslinger udløst så heftige skænderier som i Asghar Farhadis nye film, der tager os med bag facaden hos en familie, der er ved at falde fra hinanden.
Allerede med det sublime, Oscar-vindende skilsmissemareridt ’Nader og Simin – en separation’ viste Farhadi, at han stortrives i ly af den mest trykkede familiestemning. Og med ’Fortiden’ har han præsteret endnu en omgang uafrysteligt parforholds-horror, der går Bergman i bedene.
Hovedpersonen, Marie-Anne, spilles af Bérénice Bejo, som du måske genkender fra stumfilmhittet ’The Artist’ – men kun måske, for i ’Fortiden’ er der ikke noget tuttenuttet over den franske skuespillerinde, hvis temperament mildt sagt er letantændeligt.
Marie-Anne har fået en ny kæreste, Samir, hvis kone er i koma. Hendes ældste datter Lucie (Pauline Burlet) hader ham, som kun en teenager kan, hvilket er ikke så lidt. Så Marie-Anne gør, hvad enhver kvinde i hendes situation ville gøre for at sikre familiefreden: Hun beder sin eksmand, Ahmad, om at flytte ind! Under samme tag bor nu, foruden den iranske eksmand, både Marie-Annes nuværende kæreste og dennes søn og hendes to døtre fra et endnu tidligere ægteskab. Det er dømt til at gå galt!
’Fortiden’ åbner i en parisisk lufthavn med, hvad der ligner en romantisk genforeningsscene mellem Marie-Anne og Ahmad. Men inden man kan nå at tørre glædestårerne af i ærmet, finder man ud af, at deres fælles fortid er lige præcis dét: fortid. Og som titlen antyder, er det netop det, der optager Farhadi – vores fælles bagage som en svalegang af åbnede døre, der skaber gennemtræk langt ind i nutiden.
Filmen er Farhadis første uden for Iran, og selvom han ikke kan sige meget andet på fransk end oui og merci, slipper han imponerende fra sin Euro-debut. Hans filmsprog er så universelt, hans karakterer så menneskelige og deres problemer så genkendelige, at hans historier kunne udspille sig hvor som helst, der er uafklarede forhold og adgang til e-mail for de kortluntede.
Farhadi har en forkærlighed for de løse ender, og havde du håbet på en forløsning, kan du godt tro om. Til gengæld får du en overraskelse at gå hjem på, som du ikke glemmer lige med det samme.
Kort sagt:
Familieforviklinger, forliste forhold og vildfarne e-mails skaber en mildt sagt anspændt stemning i iranske Asghar Farhadis første fransksprogede film, der efter Oscar-vinderen Nader og Simin cementerer den iranske instruktørs plads på podiet for filmkunstens ypperste menneskekendere.