‘Inside Llewyn Davis’
Musikerhistorier af Llewyn Davis’ slags finder sjældent vej til det store lærred. Det er nemlig hverken en fortælling om det forpinte, hyldede geni som ’Control’, om triumf som ’Walk the Line’ eller succesens faldgruber som ’Almost Famous’.
Det er derimod en tilsyneladende endeløs og dyster række af brændte broer, udmattede forhold og sviende nederlag. Men er der nogen, der kan vride både poesi og begsort humor ud af en turné gennem livets jammerdal, er det Joel og Ethan Coen.
Llewyn trasker fortovene tynde i New Yorks The Village i 1961 (tænk: albumcoveret til ’The Freewheelin’ Bob Dylan’) på jagt efter en sofa for en enkelt nat og en plads på den spirende folk-scene.
Med guitarkassen hanket op og en knugende hånd om kraven på sin alt for tynde fløjlsblazer virker han måske fra distancen målrettet i den bidende vinterblæst. Men da vi møder ham, afslører de livstrætte øjne, at troen på succes er svundet ind.
Han er på nippet til at acceptere en skæbne som sømand i en flåde af helt ordinære mænd, nøjagtigt som sin far, der nu sidder og stirrer ind i væggen på et alderdomshjem med kun et svagt minde om musikkens kraft.
Det lyder trøstesløst, men er du bekendt med de excentriske instruktørbrødres meritter, ved du også, at de ubesværet skaber skarpe glimt af humor ved at slå tragiske skæbner imod hinanden som flintsten.
Llewyn viser sig gang på gang som lidt af en skiderik i sine stærkt underholdende stand-offs med klassisk quirky Coen-karakterer – om han med afmålt arrogance hjælper sin renskurede og mere succesfulde musikerkollega Jim (Justin Timberlake) med indspilningen af en potentiel hitsingle, saboterer et middagsselskab på Upper West Side, hvor han er inviteret som trophy-boheme, eller serverer halvhjertede undskyldninger til Carey Mulligans forbitrede, syrespyende Jean, som han har gjort gravid med et barn, hun absolut ikke ønsker – i hvert ikke med ham.
Oscar Isaacs tunge øjenlåg og bedrøvede resignation er perfekt i hovedrollen, og han er betagende, når filmen giver ham god tid til at fremføre traditionals som den tindrende smukke ’Hang Me, Oh Hang Me’.
Med sit tydelige talent under livets fod vokser vores sympati for Llewyn på trods af hans mildest talt utiltalende væsen, imens han suges ned i en selvdestruktiv spiral, som males i sepia-tonede billeder af lavt hængende skyer og dunkle natklubber.
Filmens lavmælte tone er tættest på instruktørernes ’Barton Fink’ og ’A Serious Man’, der også finder stille grin i slagne mænds skæbner. Coen-brødrene har ikke for vane at fortælle historier om vindere, men hvad gør det, når de sidste spjæt i nederlagets net kan fanges med sådan en overlegen elegance?
Kort sagt
De excentriske Coen-brødres sepia-tonede fortælling om en mislykket musiker, der forgæves jagter succes på 60’ernes folk-scene i New York, er en dyster sag om de sidste spjæt i nederlagets net. Men den løftes elegant af begsort humor og et smukt soundtrack.