‘Saving Mr. Banks’
Efter i månedsvis at være blevet fodret med voldsomme dramaer a la ’12 Years a Slave’ og hæsblæsende vanvids-extravaganzaer som ’The Wolf of Wall Street’ er det en lise for sjælen at tage imod denne lille varme sag af en frydefuld komedie med tåreperser-effekt.
Det er simpelthen ren katarsis at synke ned i det bløde biografsæde og give sig hen til Walt Disneys solbeskinnede Hollywood og historien om tilblivelsen af en af de mest elskede børnefilm nogensinde, ’Mary Poppins’.
’Saving Mr. Banks’ har fået masser af omtale, fordi vi for første gang ser Walt Disney himself portrætteret på det store lærred (her spillet med vanligt nærvær og elskelighed af Tom Hanks). Dette er dog ikke den store biografiske film om Mickey Mouses mytiske fader, men derimod en hjertevarm og svært charmerende ode til verdens mest fortryllende guvernante, Mary Poppins, og kvinden bag magien, den knapt så imødekommende forfatterinde P.L. Travers (en yderst veloplagt Emma Thompson).
Australsk-fødte Travers skrev den første og mest succesfulde bog om Mary Poppins i 1934, og allerede året efter begyndte Disney-koncernen at bejle til hende for filmrettighederne. Historien går, at Walt Disneys døtre havde forelsket sig i bogen om barnepigen, der redder den opløsningstruede Banks-familie, og at Walt derfor prompte lovede sine piger en magisk filmversion.
Der skulle gå 20 år, før han indfriede sit løfte, for P.L. Travers afviste Walt Disney år efter år, lige indtil noget så trivielt som pengeproblemer fik hende til at flyve til Californien og indlede rettighedsforhandlinger i 1961. Herfra gik der yderligere tre år, før ’Mary Poppins’ endelig fik premiere – efter stædige tovtrækkerier mellem Disneys drømmefabrik og den snobbede forfatterinde, som stejlede ved tanken om ’Mary Poppins’ som musical. For ikke at tale om en musical med animerede, dansende pingviner og selvopfundne ord a la ’supercalifragilistic-expialidocious’. Fy føj!
’Saving Mr. Banks’ giver os et bevidst pastelfarvet og til tider faretruende sentimentalt portræt af Travers som en kvinde med dybe følelsesmæssige ar på sjælen, for hvem livsværket ’Mary Poppins’ fungerede som både livline og psykologisk forløsning for en barndom præget af svigt og usikkerhed.
I flashbacks ser vi hendes opvækst i Australien, hvor hun som barn af irske immigranter overværede sin kærlige, men desillusionerede far (Colin Farrell, med hundeøjne så store som tekopper) drikke sig ihjel. Denne triste sidehistorie flettes ikke altid lige elegant ind i den humorfyldte nutidsramme om forfatterinden og Walt Disneys kamp om ’Mary Poppins’, men bidrager ikke desto mindre med endnu en interessant historisk dimension.
Ligesom Mary Poppins opfordrer børn til at sluge bitter medicin med en skefuld sukker, er ’Saving Mr. Banks’ også pakket godt ind i sød, glinsende sirup, der fuldstændig dækker over virkelighedens P.L. Travers’ mere mørke sider. Heriblandt forfatterindens arbejde for det dybt fascistiske magasin New Pioneer, der i slut-30’erne skrev om, hvad der blev kaldt »det jødiske problem«.
Ej heller nævnes Travers’ problemfyldte forhold til sin adoptivsøn eller hendes årelange besættelse af en åndelig kult. Dén historie gemmes til en regnvejrsdag – for nu stiller vi os tilfredse med John Lee Hancocks herligt eskapistiske opvisning i filmisk råhygge, skamløs følelsesporno og klukkende godt humør.
Kort sagt:
John Lee Hancock serverer en sødmefuld ode til Walt Disney og kvinden bag ’Mary Poppins’, den her morsomt mavesure P.L. Travers. Man forlader biografen med solskin i maven og en tåre i øjenkrogen, opløftet og klar til en svingom om med den nærmeste animerede pingvin.