‘Fargo’
Billedet af Gaear Grimsrud i gang med at fodre sin partner, Carl, til en flishugger, mens en genstridig fod stikker ud af den ene ende, og blod sprøjter ud af den anden, er for længst blevet et af de mest ikoniske fra 90’ernes film.
’Fargo’ hed filmen, der forvandlede Joel og Ethan Coen fra gubbier til hvalhajer i det hollywoodske akvarium. Nu er den kulsorte komedie om kyniske lejemordere og Minnesota-ianere så uskyldsrene som statens snedriver blevet til en miniserie fra FX, der også står bag ’Louie’ og ’The Americans’.
Det ville være en underdrivelse at sige, at der er knald på i seriens første afsnit. Næppe har vi fået introduceret beboerne i den lille soveby i Minnesota, før idyllen krakelerer i en eksplosion af forviklinger, vold og død.
Forsikringssælgeren Lester Nygaard (Freeman) er – ligesom Jerry Lundegaard i ’Fargo’-filmen – en taber. Hans utilfredse kone forstår ikke, hvorfor han ikke tjener flere penge eller i det mindste fikser vaskemaskinen. Hans lillebror, der er vicedirektør, fortæller kollegerne, at Lester er død. Så pinlig er storebroren.
Lester er en uambitiøs ikke-eksistens, der ikke kunne sælge vand i Sahara, men efter et ydmygende sammenstød med sin tidligere high school bully, ændrer forsikringssælgerens liv sig radikalt. På hospitalet falder han i snak med en mystisk fremmed (Thornton), der ikke kan forstå, at Lester lader alle andre træde på ham – »jeg må sige, at hvis jeg havde været i den situation, så havde jeg dræbt ham« – og da Lester kun protesterer halvhjertet over den fremmedes tilbud om at tage hånd om problemet, ved man ligesom godt, hvad klokken er slået.
Serien lægger sig tæt op ad Coen-brødrenes film i både tone og handling (der er tilmed en kvindelig betjent). Den kulsorte humor ligger på lur i hver eneste scene, og der er flere pletskud end forbiere. Mødet mellem det gode og det onde, kontrasteringen af Lesters idealisme med den fremmedes kynisme, er et glimrende ledemotiv, om end man – i første afsnit – savner filmforlæggets nuancer og gråtoner.
Britiske Martin Freeman kæmper en del med den særprægede Minnesota-accent, men afbalancerer til gengæld fornemt de sympati- og lattervækkende sider af den metaforisk kastrerede Lester. Det er dog Billy Bob Thornton, der stjæler billedet som den nihilistiske fremmede med mere end et anstrøg af ’No Country for Old Men’-ondskabsinkarnationen Anton Chigurh over sig.
Begge disse mænd slutter første afsnit af ’Fargo’ et helt andet sted, end de startede. Hvor er de – og serien – på vej hen? Det er mere end almindeligt svært at vide, men heldigvis er det også mere end almindeligt spændende.
Kort sagt:
På Minnesota-flækkens lokale diner er der tilbud på The Dudes favoritdrink, White Russian, og denne sans for detaljen gennemsyrer hele første afsnit af tv-serieudgaven af ’Fargo’, der ser ud til at være lige så ond i sulet og rap i kæften som de tidlige Coen-værker.