‘Non-stop’
Den tidligere karakterskuespiller Liam Neeson har i løbet af det sidste årti på overraskende vis genopfundet sin karriere i hårdkogte actionbrag som ’Taken’, ’The Grey’ og ’Clash of the Titans’. Og det er efterhånden utroligt at tænke på, at dette er manden, som i sin tid også medvirkede i Woody Allens ’Husbands and Wives’ og Spielberg-klassikeren ’Schindlers Liste’.
Men hvad end man er til den nye Neeson og hans skydeglade persongalleri af stærke, mutte mænd i svære situationer, så kan man ikke helt komme uden om, at den irske skuespillers store, ludende fysik og stadig – i mange kvindeøjnes – nydeligt forpinte ansigtsudtryk altid indgyder en vis sympati og velvillig medfølelse blandt publikum.
I ’Non-stop’ spiller Neeson den afdankede flymarskal Bill Marks, som efter sin datters død og en efterfølgende skilsmisse pifter morgenkaffen op med Jack Daniels, inden han melder på det arbejde, han er træt til døde af.
Bill skal denne morgen på et rutefly fra New York til London, og alting starter som en hvilken som helst dag på jobbet, da Bill lader sine erfarne marskal-øjne glide over passagerne: En lille pige skal flyve alene for første gang, en arabisk-udseende mand får rutinemæssigt tjekket sit pas en ekstra gang i security, en mobilsnakkende friskfyr skaber irriterende kø ved bagagescanneren, og en sød rødhåret kvinde ved navn Jen (Julianne Moore) får tiltusket sig vinduespladsen ved siden af Bill.
Men snart er flyet på vingerne, og med en enkelt mystisk sms kommer der pludselig anderledes krydderi på Bills dag. En anonym afsender truer med at dræbe en passager hvert 20. minut, hvis ikke flyselskabet overfører 150 millioner til en bankkonto. En konto, der viser sig at stå i Bills navn. Hvad i alverden foregår der? Stewardessen Nancy, flyets anden marskal Jack, betjenten Reilly, piloterne og Jen bliver sammen med Bill hurtigt viklet ind i et hæsblæsende Agata Christie-lignende mysterium i de øvre luftlag. Hvem af flyets 145 passagerer fremsætter truslerne? Og er det hele bare grove drengestreger?
’Non-stop’ er en af de film, man føler en smule forudindtaget skepsis overfor, inden man slår bagen i biografsædet, men instruktør Jaume Collet-Serra imødekommer alle ens fordomme med et glimt i øjet og en film, der bare gerne vil underholde som dengang i 90’erne.
Skuespillet er for størsteparten hæderligt – om ikke andet engageret – og plottet galoperer raskt af sted, selv om det undervejs snubler over et par dramaturgiske kalkuner. Med et åbent sind og højt humør glider ’Non-stop’ ned som den lifligt overfyldte, fedtede kebab, du bare må og skal sætte tænderne i klokken fire om natten efter fredagsbaren.
Kort sagt:
Liam Neesons seneste actioneventyr i 12 kilometers højde får på papiret alle advarselsklokker til at ringe, men på det store lærred er ’Non-stop’ en solidt underholdende, letfordøjelig spændingsfilm af den gode gamle skole. Spænd blot sikkerhedsbæltet og nyd turen.