Sergio Caballero er en af de særligt udvalgte i CPH PIX 3×3-serie – tre film fra tre særligt interessante instruktører.
Og interessant – dét er han. Caballero var en af stifterne bag Sonár-festivalen i Barcelona, han dyrker sin egen vin på Mallorca, og så er han filminstruktør bag et par film, der er så udknaldede, at de ikke ligner noget andet.
Hans nyeste, ’The Distance’, er en slags kupfilm på svampe, hvor både telepatiske dværge og en snakkende skorsten medvirker. Caballero kommer også selv til landet for at introducere sine film og være vært for et med garanti mærkeligt arrangement på en fabrik i Nordhavn, hvor ’The Distance’ vises sammen med musik af Kasper Bjørke og Sexy Lazer og hans hjemmebryggede vin.
Vi har fanget spanieren, før han besøgte festivalen.
Dine film har ridende spøgelser, telepati og mange andre overnaturlige elementer. Er det bare subtil kunstnerisk sjov og ballade, eller har du et budskab, du vil ud med?
»Jeg har aldrig villet formidle et budskab gennem mine film. Jeg ser ikke mig selv som profet, og hvad vigtigere er: Jeg kan ikke lide profeter! Jeg er kæmpe Miyazaki-fan, og hans blanding af realistiske og overnaturlige universer har helt klart inspireret mig«.
’The Distance’ får én til at tænke på Andrej Tarkovskij, selvom du har en del mere humor end den russiske mester! Hvem ser du som dine primære inspirationskilder?
»Filmkunst kan sagtens forenes med humor. Jeg er stor fan af Tarkovskij, men også af ’Kung Fu Panda’. I de sidste ti år har jeg kun set børnefilm, der også er filmkunstneriske«.
I dag dominerer realisme og naturalisme i filmkunsten, hvor film fra de belgiske Dardenne-brødre og franske ’Adèles liv’ for eksempel vinder i Cannes. Hvad ser du af muligheder for de surrealistiske film?
»Mine film er ikke surrealistiske – de er absolut realistiske inden for min egen virkelighed. Men som på mange andre områder er tendenser ødelæggende og tager kreativiteten væk. I dag er realistiske film trendy på festivaler, i distribution og i medierne. Det filmiske udtryk bliver mere og mere konservativt, og det er ikke en god tid for risikofyldte filmforslag. Man kunne trække vejret mere frit for 30 år siden«.
Nogle gange blomstrer kunsten i lande ramt af økonomiske problemer. Hvordan ser du situationen for film i Spanien i dag?
»Jeg er totalt uenig med den der åndssvage idé om, at en filmkunstner bliver mere kreativ under stor lidelse. Jeg er meget mere kreativ, når jeg har fået god vin og god mad. Spanien har huset store tænkere, men de har tidligere været nødt til at flygte ud af landet for at lave deres ting under bedre forhold. I dag er situationen den samme eller endnu værre. Vi har en kulturminister, hvis forslag og lovændringer på et tidspunkt vil føre til kulturelt folkemord«.
Du laver musik, film og vin: Hvad har de tre områder tilfælles?
»Det vigtige er ikke, hvad de har til fælles, men hvordan jeg går til alle de tre områder. Min attitude, når det kommer til at dyrke vin, lave musik og instruere film, er den samme: Altid intuitiv, aldrig akademisk«.