‘Yves Saint Laurent’
I 2004 mistede modeverdenen en af sine største og mest indflydelsesrige personligheder, da designeren Yves Saint Laurent døde i Paris, 71 år gammel.
Yves Saint Laurents aftryk på udviklingen af kvindetøj – og derigennem Frankrigs kønspolitiske bevidsthed i anden halvdel af det 20. Århundrede – kan ikke undervurderes. Og til trods for at designeren livet igennem kæmpede mod sine indre dæmoner (misbrug, depression, selvmordsforsøg), forblev han, med trofast støtte fra sin mangeårige kæreste og forretningspartner Pierre Bergé, til sin død en af det finkulturelle Frankrigs mest elskede enfants terribles.
Årets første spillefilm om Yves Saint Laurent (én mere er på vej til efteråret) – og den eneste, der har modtaget Pierre Bergés officielle velsignelse – er visuelt indtagende, men desværre lige så kalorielet som de modeller, mesterdesigneren i sin tid sendte på catwalken.
Instruktør Jalil Lespert gør ellers i filmens første halvdel en noget nær oprigtig indsats for at vise os den ’virkelige’ Yves, hvis familie stammede fra Oran i det franske Algeriet. Vi ser ham som den sygeligt generte, seksuelt forvirrede unge mand, som i en alder af bare 21 år blev udnævnt som chefdesigner for selveste couturehuset Dior, da Christian Dior døde i ’57.
Pierre Niney ligner Yves Saint Laurent på en prik, og hans præstation i den altoverskyggende hovedrolle er prisværdig. Ved hans side tegner Guillaume Gallienne billedet af Pierre Bergé som den solide, men ofte indebrændte elsker, som ud af altopofrende kærlighed vælger at stå last og brast ved geniet – elv når Yves kaster sig ud i diverse erotiske orgier i den parisiske underverden, og eksperimenterer med alt fra LSD til hetero-forelskelser.
Undervejs i filmen introduceres vi løbende for andre virkelige skikkelser, deriblandt designer Karl Lagerfeld (Nikolai Kinski), en flødebolle af dimensioner allerede som ung, musen Loulou de la Falaise og modellen/fascinationsobjektet Victoire Doutreleau (Charlotte Le Bon). Yves Saint Laurents svære sind bliver på én gang belyst og sært glorificeret, og i filmens anden del negligeres substans til fordel for et selvfedt sensationelt billedsprog. Der opstår fx en frydefuld snage-effekt i scenerne, hvor designeren går i hundene (på smukkeste vis og i de smukkeste omgivelser i Frankrig og Marokko, mais bien sur).
Men for en film, der handler om en af historiens mest indflydelsesrige kvindetøjsdesignere, er der overraskende og irriterende lidt fokus på selve kreationerne. Modebranchens snobberi, pengeproblemer og stoiske hierarki blæses stort op. Men tøjets enorme indflydelse på datidens parisiske kvinders identitetsfølelse, ser man ikke noget til.
Modeinteresserede filmfans på jagt efter en dosis historisk vingesus i couture-skørterne kan med fordel supplere oplevelsen med den fine dokumentar om Yves Saint Laurent, ’L’amour Fou’ på Netflix.
Kort sagt:
Smuk er den, spillefilmen om designgeniet Yves Saint Laurent. Desværre er den også en frustrerende sober opvisning i, hvordan fransk film ynder at portrættere landets historiske skikkelser på samme måde, som en parisisk tjener betjener en tysk turist: Med lige dele påtaget etikette og overlegen ligegyldighed.
Læs også: Få en forsmag på Yves Saint Laurent-film
Læs også: Se trailer til Yves Saint Laurent-film