’A Thousand Times Good Night’
Jobbet som krigsfotograf besiddes af en lille gruppe mænd og kvinder, for hvem død, brutalitet og lidelser er barsk hverdagskost i jagten på de billeder, der skal informere os og resten af verden om realiteterne i klodens brændpunkter.
Det er et både vigtigt og yderst farligt erhverv, der igennem årene har kostet mange fotografer livet, og et, der uundgåeligt må være svært foreneligt med et harmonisk familieliv.
Netop konflikten mellem ude og hjemme er omdrejningspunktet for den norske instruktør Erik Poppes første engelsksprogede drama ’A Thousand Times Good Night’. Poppe arbejdede selv som krigsfotograf i 1980’erne, inden han skiftede profession til spillefilmens verden, og fortæller her en semi-selvbiografisk historie om krigsfotografen Rebecca (Juliette Binoche), hvis passion og afhængighed af jobbets risici langt overskygger hendes følelsesmæssige engagement på hjemmefronten hos manden Marcus (en glimrende Nikolaj Coster-Waldau) og døtrene Steph og Lisa.
Men da Rebecca bliver hårdt såret af en bilbombe, stiller hendes mand hende et ultimatum: Enten dropper hun det farefyldte job, eller også må hun forlade familien, for hvem den smertelige uvished om, hvornår og om hun kommer hjem, altid hænger over middagsbordet.
Rebecca vælger i første omgang familien uden megen overvejelse. Selvfølgelig gør hun det. Hun er jo først og fremmest ’en god mor’. Men snart stiger udlængslerne, og en monoton dagligdag i de fredfyldte irske landskaber uden anden aktiv stimulans end jagten efter forsvundne kattekillinger gør Rebecca farligt rastløs. Og har hun overhovedet brug for at være den gode mor, eller kommer hendes egne behov og arbejdets betydning i virkeligheden ikke altid først?
’A Thousand Times Good Night’ kunne have været en virkelig interessant film om krigsfotografen, for hvem den personlige, til tider rent egoistiske afhængighed af fare altid kan undskyldes og retfærdiggøres af arbejdsopgavernes vigtighed. Desværre er Erik Poppes slutprodukt bare hverken særligt spændende eller intenst, men i stedet overdrevent ivrigt efter at vride en følelsesmæssig respons ud af sit publikum ved at modstille det smuldrende vestlige familieliv med den tredje verdens lidelser.
Juliette Binoche formidler dog ikke et gran af det moderinstinkt, filmen ønsker, at vi begræder, og Rebecca ender i stedet som en kold kvinde, hvis handlinger i visse kritiske scener synes overdrevent maskuliniserede og med et strejf af alvorlige psykiske problemer. Man mindes til stadighed om, at Erik Poppe har valgt at caste en kvinde i hovedrollen som ’sig selv’, måske for at sætte karakterens handlinger og livsvalg endnu mere på spidsen?
Uanset Poppes bevæggrunde sidder man tilbage med en tom følelse af at have overværet en dygtig instruktørs store ambitioner glide stille ud i sandet i en lille sky af uinspireret skuespil fra sin altoverskyggende hovedrolle.
Kort sagt:
Norske Erik Poppe har begået en film baseret på sine egne oplevelser som krigsfotograf, men eksekveringen af den spændende præmis humper uforløst afsted. Lidet hjælper det, at franske Juliette Binoche i hovedrollen synes at drømme sig langt væk til karrierens bedre dage, mens grelle kontinuerlighedsfejl forstyrrer øjet.